Onsdag bombede russiske styrker mål i byerne Hama og Latakia i nærheden af byens Homs.
Selv har russerne udtalt, at man gik efter at ramme Islamisk Stat som hjælp til Syriens præsident Bashar al-Assad.
Men Islamisk Stat er slet ikke til stede i det ramte område, fortæller Lars Cramer Larsen, der er oberstløjtnant og militær analytiker ved Forsvarsakademiet.
- De her to byer har der ikke på noget tidspunkt været under Islamisk Stat. Det er primært oprørsgrupper, gående fra at være radikale til også at være sekulære, som er støttet af Vesten, der befinder sig i området, siger Lars Cramer Larsen.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:560cea17a11f9f1bd438553d
Modsatrettede forhold kan komplicere det hele
Faktisk er der flere hundrede kilometer til de områder, som Islamisk Stat kontrollerer, og området kaldes en "rebel attack zone" og har været et betændt område under hele konflikten, ifølge oberstløjtnanten.
- Lige nu handler det om at få overblik over, hvad der præcist er sket, og hvor der præcist er blevet bombet, siger Lars Cramer Larsen.
At Rusland går aktivt ind med luftangreb i Syrien er ikke begyndelsen til enden for Islamisk Stat - der skal mere til, lyder vurderingen.
- Det kræver en fortsat langvarig indsats. Det handler om at nedslide Islamisk Stat og sørge for, at de ikke breder sig yderligere. Det, der skal til, er en omfattende landstyrke på jorden til at bekæmpe dem. Ligesom det handler om at bremse deres pengestrøm og om at køre nogle sociale projekter, siger Lars Cramer Larsen.
Og de russiske angreb er måske ikke helt smarte, hvis det handler om, at man vil nedkæmpe radikaliserede grupper.
- De russiske angreb er med til at understøtte Assad, som så dermed står stærkere, og det kan bare komplicere tingene endnu mere og betyde, at de sidste dele af oprøret, der ellers nu kan kaldes moderate, på den her måde bliver stærkt radikaliseret, og dermed bliver det hele meget mere komplekst, siger Lars Cramer Larsen.