Den tyske forbundskansler kritiserer Tyrkiets fængsling af en tysker i en sag mod menneskerettighedsaktivister, der er anklaget for terror.
- Vi er af den faste overbevisning, at denne fængsling er aldeles uberettiget. Fra regeringens side vil vi gøre alt - på alle niveauer - for at få dem løsladt, siger Angela Merkel i Berlin ifølge nyhedsbureauet dpa.
Det tyske udenrigsministerium fordømmer fængslingen af de seks aktivister, og de kræves løsladt omgående.
En domstol i Istanbul har i dag formelt fængslet Amnesty Internationals landedirektør i Tyrkiet, Idil Eser, og fem andre aktivister.
Fængslingen af de seks blev forlænget, på en påstand om at de har hjulpet en væbnet terrorgruppe.
Amnesty betegner det som chokerende, at de seks aktivister, heriblandt en svensker og en tysker, fortsat tilbageholdes.
5. juli blev ti personer fængslet af tyrkisk politi på et hotel på øen Büyükada nær Istanbul.
Amnesty Internationals researcher i Tyrkiet, Andrew Gardner, siger til nyhedsbureauet AFP, at domstolens beslutning er "en chokerende parodi på retfærdighed".
/ritzau/