"May må gå!", "kujon", "skam dig!"
Skældsordene var mange, da vrede demonstranter indtog gaderne flere steder i London i går, hvor de udtrykte deres vrede over myndighedernes håndtering af den dødelige brand i onsdags i højhuset Grenfell Tower i det vestlige London.
30 personer er bekræftet døde, mens 70 fortsat savnes, og derfor forventes dødstallet at stige de kommende dage.
Ifølge forfatter og journalist Lone Theils, der i mange år arbejdede som korrespondent i London, er det længe siden, man har set den form for vrede og frustration rettet mod regeringen og premierminister Theresa May.
- Vreden er meget stor i øjeblikket, og den har fundet sit fokuspunkt i Theresa May. Hvad end det er retfærdigt eller ej, så er hun blevet symbolet på den rige del af befolkningen, der ikke bekymrer sig om, hvad der sker for de mennesker, som må knokle for at få mad på bordet hver dag, siger Lone Theils.
Hun tilføjer, at Mays konservative regering har ført en benhård sparepolitik på sociale ydelser, hvilket - sammen med de stigende priser på boligmarkedet i London - gør, at underklassen bliver tvunget ud af byen.
Opdelt samfund
Det almene boligområde omkring Grenfell Tower er omringet af velhaverboliger, hvor et ganske almindeligt parcelhus i gennemsnit koster omkring 40 millioner kroner.
Det betyder, at hverken under- og middelklasse har råd til at bo i området, og det giver en stor polarisering.
- Vi så det under valgkampen, hvor Labours Jeremy Corbyn fortæller underklassen, at den konservative regering ikke tager sig af dem.
- De bekymrer sig om ting, som rige mennesker går op i - de har et valgprogram, som går ud på, at de vil genanskaffe retten til at gå på rævejagt og sætte arveafgifterne ned. Der har ikke rigtig været noget for menneskerne fra underklassen, som føler sig mere og mere pressede, siger Lone Theils, og tilføjer, at den konservative regering har skåret utroligt meget i bistandshjælpen og samtidig skærpet kravene meget for at få adgang til sociale ydelser.
Hun bliver bakket op af Ole Helmersen, der er lektor på CBS. Han ser vreden efter branden i Grenfell Tower som et symbol på, hvordan den fattige del af befolkningen nu siger fra efter syv års sparepolitik fra den konservative regering.
- Theresa May har undervurderet, at modstanden mod nedskæringer vækker genklang i en større og større del af befolkningen, og at der simpelthen er ved at ske et holdningsskifte - folk er simpelthen trætte af regeringens nedskæringspolitik de seneste syv år, siger han.
Presset og stresset premierminister
Der hersker ingen tvivl om, at Theresa May lige nu befinder sig i en meget svær situation med overordentligt mange arbejdsopgaver truende i horisonten.
Hun har endnu ikke fået forhandlet regeringssamarbejdet med DUP, det lille nordirske parti, helt på plads, og her venter nogle meget komplicerede forhandlinger, hvor hun skal træde varsomt.
Hun skal også snart fremlægge sit regeringsprogram, og det skal være klar i næste uge, da dronningen skal holde tale om det.
Og så venter der ikke mindst hårde og lange Brexit-forhandlinger lige rundt om hjørnet.
- Så når sådan noget her sker, så er hun nødt til at smide, hvad hun har i hænderne, og det har hun slet ikke brug for i øjeblikket. Hun er stresset og under meget, meget stort pres, siger Lone Theils.
Ude af trit med folket
Vreden mod premierminister Theresa May handler også om, at hun virker til at være langt væk fra folket og udstråler mangel på empati, vurderer Ole Helmersen.
Under valgkampen ville hun ikke stille op til direkte konfrontation med sine politiske modstandere, og hun var heller ikke ret meget ude blandt folk. Hun har også modtaget hård kritik for sine indøvede manuskripter, som hun gentager igen og igen.
- Det billede blev bekræftet under et BBC-interview i aftes, hvor hun kommenterede på branden. Hun gentager indøvede formuleringer og svarer ikke rigtig på journalistens spørgsmål. Og hun er tydeligt ilde til mode.
- Det er en overordentlig svær situation for hende at sidde i, men hun klarer det ikke særlig godt eller troværdigt, siger Ole Helmersen.