Makedonien: Kosovo-albanere vil destabilisere vores land

Den makedonske regering beskylder fem mænd fra Kosovo for at stå bag et voldeligt angreb, der kostede 22 livet.

Beboere besøger deres sammenfaldne huse i Kumanovo, hvor politi og bevæbnede mænd tørnede sammen i weekenden. (Foto: © Armend Nimani, Scanpix)

I den makedonske by Kumanovo slikker indbyggerne sårene, efter at 22 mennesker søndag mistede livet i kampe mellem politi og bevæbnede mænd.

Gader og huse er beskadigede af kugler, og de tunge køretøjer fra det makedonske anti-terrorkorps har revet brostenene op.

Og ifølge den makedonske regering var målet for operationen en terrorgruppe, anført af fem mænd fra Kosovo.

- Vi har udraderet en af de mest farlige terrorgrupper på Balkan, sagde Nikola Gruevski, Makedoniens premierminister, efter episoden, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge en talsmand for Makedoniens indenrigsminister var lederne af gruppen tidligere medlemmer af den nu opløste Kosovos Befrielseshær.

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, har ovenpå weekenden krævet en 'grundig undersøgelse' af de blodige begivenheder i Makedonien.

Regering i krise

Weekendens voldelige episode kommer i en turbulent tid for den makedonske regering, som beskyldes for at stå bag en omfattende aflytningsskandale af landets opposition.

En stor protestbevægelse kræver premierministerens afgang på grund af skandalen.

Mellem en tredjedel og en fjerdedel af de to millioner indbyggere i Makedonien er etniske albanere, og det lille land har tidligere været præget af etnisk motiveret vold.

I 2001 kæmpede albanske guerillaer med regeringsstyrker, indtil Nato fik forhandlet en fredsaftale på plads.