Den venezuelanske regering siger, at Nicolas Maduro formelt vil blive annonceret som vinder af søndagens præsidentvalg mandag eftermiddag.
Udnævnelsen vil ske ved en ceremoni i Venezuelas hovedstad, Caracas, og det vil ske til trods for oppositionens krav om en omtælling af venezuelanernes stemmer.
De statslige medier i landet opfordrer alle indbyggere i det sydamerikanske land til at overvære begivenheden, der vil finde sted omkring klokken 18 dansk tid.
Nicolas Maduro fik en kneben sejr i søndagens afstemning. Det Nationale Valgråd siger, at Maduro fik 50,66 procent af stemmerne, mens hans modstander, Henrique Capriles, fik 49,07 procent - en forskel på mindre end 300.000 stemmer.
Krævede omvalg
Henrique Capriles sagde kort efter, at valgresultatet var blevet offentliggjort, at han ville have hver eneste stemme talt om, og at han ikke ville anerkende en valgsejr til Nicolas Maduro, før en sådan omtælling er sket.
Han siger, at der var tusindvis af uregelmæssigheder i udførelsen og optællingen af valget.
Venezuela anvender ellers elektroniske stemmemaskiner, der udskriver en stemmeseddel som backup for hver elektroniske stemme.
Kopierer retorik
Det var faktisk overraskende, at Henrique Capriles, som ønsker forandring i den splittede nation med 27 millioner indbyggere, kom så tæt på en valgsejr, da Maduro har redet på en bølge af Chavez-sympati.
Chavez, som var Venezuelas præsident gennem 14 år, døde 5. marts efter længere tids kamp mod kræft.
Maduro, der var vicepræsident under Chavez, har svoret, at han vil være trofast mod Chavez socialistiske politik og har også kopieret sin afdøde mentors frembrusende retorik.
/ritzau/Reuters