Da Barack Obama blev indsat som præsident i 2009, var the National Mall foran USA's kongresbygning sort af mennesker.
I går var billedet et noget andet, da indsættelsen af Donald Trump fandt sted. Det viser luftfotos af pladsen. Reuters har oplyst, at billedet af Obamas indsættelse er taget mellem kl. 12.07 og 12.26. Trumps billede er taget 12.01 –der kan altså være seks og 21 minutter mellem de to billeder.
Sammenligner man de to luftbilleder, er der stor forskel på antallet af mennesker, der er mødt op.
Keith Stiller, der er professor ved Manchester Metropolitian University i England, vurderer over for The New York Times, at antallet af fremmødte til Trumps indsættelse kun svarer til omkring en tredjedel af, hvad der var til Obamas for otte år siden.
Dengang var der omkring 460.000 mennesker på det cirka tre kilometer lange parkareal ud af de i alt 1.8 millioner mennesker, der samlet var mødt op for at overvære begivenheden.
Udover billedemateriale benytter man også et andet parameter til at afgøre, hvor mange mennesker der var tilstede.
Ifølge CNN er antallet af mennesker, der tager Washingtons metro, ligeledes en indikator for, hvor mange der har deltaget.
Fredag formiddag klokken 11.00 havde 193.000 kørt med metroen. På samme tidspunkt i 2009 under Obamas indsættelse var det tal på 513.000 personer. Og selv ved George W. Bushs anden indsættelse i 2005 havde 197.000 rejst med metroen.
Indtil videre er det ikke officielt meldt ud, hvor mange der deltog under Trumps indsættelsesceremoni.
Ifølge CBS News kan der være flere årsager til, hvorfor fremmødet ikke ser ud til at være ligeså stort.
For det første var der en helt andet interesse omkring Obamas indsættelse, fordi han var USA's første sorte præsident. Det var en historisk begivenhed, som mange gerne ville være en del af.
Et andet bud på en årsag er vejrforholdene i går, hvor det modsat i 2009 regnede. Derudover skriver CBS News, at det større antal af demokrater i Washington også kan have spillet en helt naturlig rolle i forhold til antallet af mennesker, der valgte at deltage i ceremonien.
Tidligere fremgik det i artiklen, at de to billeder var taget 45 minutter inden indsættelsesceremonien. Dette er ikke korrekt.