Danmarks mangeårige indsats i Afghanistan var, ligesom Norges, langt fra en succes. De mål, landene havde sat for indsatsen, blev kun delvist nået.
Det mener lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen.
Udmeldingen kommer efter et ekspertudvalg - nedsat af Norges regering - i en ny rapport konkluderer, at Norges militærindsats i Afghanistan fra 2001 til 2014 ikke har bidraget til at ændre udviklingen i landet.
- I store træk kan man sige det samme om den danske indsats. Danmark gik i krig med præcis de samme målsætninger, og jeg vil sige, at man kan give de samme karakterer til Danmark, siger han.
Både Danmark og Norge havde tre mål med indsatsen: At holde sig gode venner med USA og bidrage til NATOs indsats og bekæmpe international terror ved at forhindre, at Afghanistan blev arnested for terrorister, og sidste mål var at opbygge en stabil og demokratisk afghansk stat.
- Det første mål har begge lande opnået. Nummer to mål er delvist nået, og det sidste har langt fra været en succes. Det er derfor, Norge nu bliver kritiseret for ikke at have gjort nok for at stabilisere Afghanistan, siger han.
I rapporten beskrives det blandt andet, at Norges civile bistand på i alt 8,4 milliarder kroner var et middel til at opbygge et godt navn og ry, og der blev tænkt mindre på den egentlige effekt.
- Norsk bistand var en del af et internationalt billede af omfattende bistand og svag opfølgning og kontrol. Bistanden bidrog til et omfattende korruptionsproblem. Norske myndigheder var klar over dette, men politiske ambitioner om at bidrage med et betydeligt bistandbeløb var vigtigere end en bistandsfaglig vurdering af konsekvenserne, står der i rapporten.
Sagen kort:
- •
I november 2014 blev der nedsat et ekspertudvalg, der skulle se på Norges civile og militære indsats i Afghanistan.
- •
Ifølge rapporten havde Norge tre mål med indsatsen: At støtte USA og bidrage til NATOs indsats, at bekæmpe international terror ved at forhindre, at Afghanistan blev arnested for terrorister og opbygge en stabil og demokratisk afghansk stat.
- •
Kun det første mål er helt nået, ifølge rapporten. Udover det har den norske indsats "ikke gjort en betydelig forskel" står der skrevet.
- •
I perioden 2001-2014 har Norge sendt 9000 personer fra det norske militær til landet. Ti norske soldater har mistet livet.
- •
Danmark har haft soldater i Afghanistan siden 2002. Danmark har i hovedparten af krigen bidraget med op til 750 soldater i de absolut farligste dele af Afghanistan. Det danske militære bidrag bestod ved udgangen af 2015 af cirka 160 personer.
- •
Danmarks økonomiske bistand til Afghanistan var i perioden 2002-2012 på i alt næsten 3,8 milliarder danske kroner. Der er afsat 530 millioner årligt i perioden 2013-2017 til udviklingsindsatsen.