Donald Trumps kommende administration vokser dag for dag. Senest har den kommende præsident udpeget, hvem han ønsker skal være finansminister og handelsminister i den nye amerikanske regering.
Det er de to finansmænd Steve Mnuchin og Wilbur Ross der er blevet nomineret til de magtfulde positioner.
- Trump har nomineret to ret usædvanlige herrer, fordi de begge to kommer fra Wall Street – det er finansfolk, der er tale om, siger DR's USA-korrespondent, Johannes Langkilde, om de seneste nomineringer.
Steve Mnuchin vil som finansminister få ansvaret for blandt andet penge- og finanspolitik - herunder skatter, mens Wilbur Ross som handelsminister får ansvar for blandt andet USA's handelsaftaler med omverdenen og landets økonomiske sanktioner mod andre nationer.
Som alle andre udnævnelser på ministerniveau skal de godkendes i Senatet.
Fortid i film og omstridt bank
Steven Mnuchin, som er nomineret til finansminister, er tidligere bankmand i den famøse bank Goldman-Sachs, som havde en hovedrolle i finanskrisen. Her var han partner igennem 17 år og arbejdede med blandt andet bolig og lån.
- Han tjente en formue på det. Han er faktisk god for intet mindre end en kvart milliard kroner, så han er en rig herre, fortæller Johannes Langkilde.
I 2002 forlod han banken og stiftede en filmvirksomhed og en hedgefund, der blandt andet finansierede filmen ’Avatar’.
Mnuchin har ligesom Donald Trump ingen tidligere politisk erfaring, men det bliver ham, der, hvis Senatet godkender ham, skal gennemføre den skattereform, som Trump har lovet de amerikanske vælgere og virksomheder.
Hvem der ender med at få størst gavn af de planlagte skattelettelser, er dog endnu uvist.
- I dag er der ikke helt overensstemmelse mellem det, Trump sagde under valgkampen, og det, Mnuchin siger i dag. Trumps skatteplan virkede umiddelbart til, at den ville gavne de allerrigeste, mens Mnuchin i dag taler om, at det især er middelklassen, der vil føle skattelettelserne, siger Johannes Langkilde..
- Ikke desto mindre taler de om skattelettelser, så vi må se, hvor det ender henne.
På linje med Trump - og dog
Den anden nominerede, Wilbur Ross, som er udpeget til handelsminister, er også særdeles velhavende - faktisk endnu rigere end Mnuchin.
Ross, som er multimillardær, har tjent sine penge på at købe virksomheder på randen til konkurs og optimere dem, blandt andet indenfor minedrift.
- Nogen kalder ham faktisk Konkurskongen, fordi han er god til at købe konkurstruede virksomheder og vende dem til en god forretning, fortæller Johannes Langkilde.
Son handelsminister vil Ross sandsynligvis anlægge en noget blødere linje end sin chef. Trump har under valgkampen blandt andet nærmest aflyst TTP-aftalen - handelsaftalen mellem 12 Stillehavslande, inklusiv USA.
Men fra Ross lyder det blandt andet, at han i stedet vil genforhandle de aftaler, som ikke er til gavn for USA. Alligevel er han ligesom Trump kritisk over for mange af USA's internationale handelsaftaler, heriblandt NAFTA, som er indgået mellem USA, Canada og Mexico.
- Han mener, den hæmmer USA, og at det er en rigtigt dårlig aftale, så den vil han også prøve at genforhandle, siger Johannes Langkilde.
Sumpen i Washington
De to nominerede er stort set på linje med Donald Trumps politiske standpunkter, når det kommer til handel og økonomi.
Alligevel vil nogen sandsynligvis mene, at valget af de to finansmænd strider direkte imod Trumps tidligere udmeldinger om "sumpen" i Washington.
- Ved første øjekast ser det lidt mærkeligt ud, for han jo talte dunder imod Wall Street og eliten, som skulle have med krabasken, hvis han blev præsident. Nu inviterer han så de her Wall Street-drenge ind i det allerhelligste, siger Johannes Langkilde.
- Han talte om, at han ville dræne sumpen i Washington, men nogle vil nok mene, at han fylder sumpen op igen med de her multimillionærer, som kan ses som en del af den korrupte elite, som Trump under valgkampen var imod.
Løftet om vækst
Og dog følger Trump ved nomineringen af Mnuchin og Ross også op på et af sine andre valgløfter - nemlig, at han som præsident vil drive USA som en forretning:
- Han har også lovet at sætte nogle af sine gode kontakter fra forretningsverden ind på ledende poster i administrationen, så på det punkt leverer han faktisk på sine valgløfter, siger Johannes Langkilde
I sidste ende vil folkets accept af de to nye ministre helt og holdent afhænge af den kommende administrations resultater, og hvordan de direkte påvirker den amerikanske befolkning, siger Johannes Langkilde.
- Hvis folk føler, de får flere penge mellem hænderne via den politik, som de her forretningsmænd vil føre, så tror jeg, de er ret ligeglade med, om de kommer fra Wall Street eller fra Østergade et eller andet sted i USA, siger han.