Samtaler om USA's sanktioner overfor Rusland mellem en civil og en diplomat.
Det er omdrejningspunktet i sagen om præsident Donalds Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn, der nu træder tilbage.
Michael Flynn har givet urigtige oplysninger til blandt andre vicepræsident Mike Pence om sine samtaler med den russiske ambassadør i USA, før han tiltrådte sin stilling, siger han.
I USA må en civil ikke diskutere udenrigspolitik med en fremmed magt.
Ifølge DR’s USA-korrespondent Johannes Langkilde er det stærkt usædvanligt, at en nyligt udpeget national sikkerhedsrådgiver går af efter kun en måned på posten.
- Det er en penibel situation, hvor han bliver taget i en løgn om noget så alvorligt som russisk indblanding i amerikansk valg, siger han.
Vicepræsident Mike Pence har tidligere forsvaret Michael Flynn i offentligheden og afvist, at Flynn har diskuteret sanktionerne med den russiske ambassadør.
- Men det, der koster Flynn posten, er, at han har løjet over for Pence, siger korrespondenten.
Michael Flynn har ifølge CNN orienteret vicepræsidenten om sine telefonsamtaler med den russiske ambassadør og sagt undskyld til præsidenten og vicepræsidenten.
Bekvem løsning for vicepræsident
- For Mike Pence er det en bekvem løsning, at Michael Flynn selv træder tilbage. Det fjerner noget af presset, og Pence bevarer sin troværdighed, siger Johannes Langkilde.
Ifølge Johannes Langkilde vil Michael Flynn fjerne presset fra Donald Trump de første 24 timer, men snart vil man rejse spørgsmålet om, hvad Donald Trump vidste om sagen.
- Har han været orienteret om den her telefonsamtale? Hvor lang tid? Og hvad var der sket, hvis det ikke var kommet til pressens kendskab, siger han.
Den pensionerede general Joseph Keith Kellogg indtager nu posten som midlertidig national sikkerhedsrådgiver, men posten vil ifølge Johannes Langkilde ikke stå tom særlig længe.
- Den nationale sikkerhedsrådgiver er den nok vigtigste seniorrådgiver for præsidenten. Der kommer til at være et enormt hul, for det er ham, Donald Trump vender sig mod, når det handler om rigets sikkerhed, siger han.