Korrespondent: Trump er stadig en stor joker i Merkels øjne

Den tyske kansler skal i dag mødes med USA’s præsident i Tyskland.

USA's præsident, Donald Trump, har lovet den tyske kansler, Angela Merkel, at han vil hjælpe hende med at gøre G20-topmødet i Hamburg til en succes. (Foto: © JONATHAN ERNST, Scanpix)

Det er en noget afventende og afmålt tysk kansler, som i dag skal mødes med den amerikanske præsident forud for G20-topmødet i den nordtyske by Hamborg.

Det fortæller DR’s Tysklandskorrespondent, Michael Reiter.

For Angela Merkel er Donald Trump nemlig stadig et stort spørgsmålstegn, selvom de har mødt hinanden flere gange, siden han blev taget i ed som USA’s præsident for næsten et halvt år siden.

Og Tysklands kansler, der går ind for frihandel og bakker op om klimaaftalen fra Paris, har ikke formået at omvende den amerikanske præsident, som længe har tordnet mod netop de to emner.

- Trump er stadigvæk en stor, ubekendt joker i den tyske kanslers øjne. Til at begynde med prøvede hun at omfavne Trump - der er en novice, når det kommer til international politik - med gode råd. Det gjorde hun for at vinde hans tillid. Men den strategi har ikke fungeret, for han tordner stadig mod Tyskland, når det kommer til eksempelvis handelspolitikken, siger Michael Reiter og fortsætter:

- Merkel ved ikke, hvad Trump egentlig vil, og derfor skal hun prøve at lodde stemningen under dagens møde.

Usikkerhed om politisk kurs

G20-topmødet er et møde mellem 20 af verdens væsentligste økonomier, og i år er det blandt andet frihandel og klimaet, som står højt på dagsordenen.

Donald Trump har forinden lovet den tyske kansler, som er værtinde for mødet, at han vil hjælpe til med at gøre topmødet til en succes.

Men da Donald Trump i maj mødtes med G7-landene på Sicilien i Italien, endte det ifølge Michael Reiter som ”en mindre katastrofe”.

Det lykkedes nemlig ikke de seks andre lande at få den amerikanske præsident til at bakke op om den globale klimaaftale, og han har efterfølgende meddelt, at han vil trække USA fra den.

Op til G20-topmødet har amerikanske chefforhandlere dog sagt ja til, at USA vil samarbejde mere på klimaområdet, fortæller Michael Reiter.

- Tyskerne er dog lidt bange for, at forhandlerne siger det ene, mens Trump så kommer og trumfer det ved mødet ved at sige noget andet, siger han og fortsættter:

- Enten er den amerikanske strategi at forvirre, eller også er der hverken hoved og hale i deres politik, siger han.