Sammen med kun Ungarn stemte Storbritannien imod nomineringen af Luxembourgs Jean-Claude Juncker som EU-kommissionens næste formand.
En nominering, der i praksis gør det til en formsag at få ham godkendt.
- Det er et kolossalt nederlag for David Cameron, siger DR's EU-korrespondent Niels Kvale.
Havde set nederlaget komme
EU-skepsissen er lige nu på hidtil usete højder i Storbritannien, og derfor har premierminister Cameron talt med store bogstaver imod Juncker, som ifølge briten er alt for indstillet på at udvide unionens beføjelser.
- Cameron har sagt igen og igen, at han godt vidste, han ville tabe sin protest, men at han alligevel måtte holde fast i sine principper, siger DR's europakorrespondent Anna Gaarslev fra London.
Hun fortæller, at Cameron vil kunne kvæle noget af kritikken med pointen om, at han godt vidste, Juncker ville blive udnævnt. Men fra både sit eget parti, politiske modstandere og medier kan han forvente massiv kritik.
- Mange vil mene, at han nu står ensom, ydmyget og isoleret tilbage i Europa. De vil sige, at det måske havde været bedre at påvirke tingene indefra, siger Anna Gaarslev.
Kan bidrage til en britisk EU-exit
Det helt store spørgsmål er nu, hvad Junckers nominering betyder forfremtiden i EU-samarbejdet for at land, hvor størstedelen af befolkningen i forvejen går ind for et farvel til unioen.
Et land, hvor den klare vinder ved majs europaparlamentsvalg blev partiet UKIP, der vil lave EU's bygninger om til et universitet og henvise unionen til historiebøgerne.
- Der er varslet en afstemning om udmeldelse af EU i 2017, og blandt andre UKIP har krævet, at den skal finde sted allerede til næste forår. Der er ingen tvivl om, at det krav vil blive forstærket nu, siger Anna Gaarslev
Kan give internt opgør
David Camerons konservative parti har ikke traidtionelt været EU-modstandere, men det kan være på vej til at ændre sig efter dagens begivenheder i Bruxelles.
- Cameron sagde før afstemningen, at hvis det blev Juncker, kunne han ikke længere love at føre an i kampagnen for at blive i EU. Så der kan også være et opgør i det konservative parti på vej, fortæller Anna Gaarslev.
Selv sagde Cameron efter topmødet:
- Dette er en dårlig dag for Europa. Hele denne proces har bekræftet min opfattelse af, at Europa bør forandre sig.