Juncker: Jeg sms'ede med Tsipras i morges

En fejl at Grækenland forlod EU-forhandlinger, men nu handler det om, at de skal genoptages, siger EU-kommissionens formand.

Jean-Claude Juncker taler til EU-parlamentet om krisen i Grækenland. Det kriseramte land skal tage det næste skridt i forhandlingerne med EU, mener han. (Foto: © Patrick Seeger, Scanpix)

Det er ved at være sidste udkald for Grækenland, hvis der skal laves en langsigtet aftale med EU om gældskrisen.

Står det til EU-kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, skal Grækenland stadigvæk ikke sige farvel til euro-samarbejdet, selv om grækernes vilje til samarbejde har ligget på et lille sted.

Men det er grækerne, som nu må komme til forhandlingsbordet, efter det græske folk søndag stemte nej til EU’s sparekrav, siger Jean- Claude Juncker i en tale til EU-parlamentet forud for aftenens EU-topmøde om Grækenland.

Juncker beklager desuden, at de græske politikere valgte at forlade forhandlingsbordet.

Det gør man ikke i EU - det var en stor fejl, påpeger han.

- Vi må forsøge at finde en løsning. Det kan gøres i dag. I dag baner vi vejen gennem møder og en fælles forståelse.

Sms'er med Tsipras

Men siger Juncker:

- Bolden er på grækernes bane. De er nødt til at forklare, hvordan vi når en aftale.

- Jeg er imod græsk exit. Nogle i EU er åbenlyst for, men EU-kommissionen vil gøre alt for at arbejde imod det, siger Juncker.

Han fortæller, at han allerede er i dialog med den græske premierminister, Alexis Tsipras. Juncker har i morges sms’et med Tsipras.

Vil fremlægge ny plan for EU

Det forventes, at premierministeren i dag vil fremlægge nye løsningsforslag for EU. Imens må det græske folk sidde i venteposition, og de græske banker holder stadigvæk lukket.

Angiveligt ønsker Tsipras og den græske regering, at milliardgælden bliver skåret, samtidig med at grækerne vil komme med nye tiltag for besparelser i håb om, at kreditorerne vil yde nye nødlån.

Selvom Juncker fremstår som den samlende figur i EU, er der ifølge BBC stor uenighed i det europæiske fællesskab om, hvordan krisen med Grækenland skal håndteres.

Det britiske medie skriver, at lande som Frankrig, Spanien og Italien ønsker en aftale om at nedsætte gælden. Mens Tyskland, som har lånt flest penge til Grækenland, ikke er den store fortaler for en sådan løsning.

  • Grækerne må vente med at finde ud af, hvordan premierminister Tsipras vil agere over for EU til dagens topmøde. Hverdagen fortsætter med lukkede banker og butikker i krise, og det er et emne, som følges intenst gennem de græske medier. (Foto: © JEAN-PAUL PELISSIER, Scanpix)
  • Tysklands kansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, Fransois Hollande, mødtes som EU's store spillere allerede mandag i Paris for at diskutere løsninger fra Grækenland. (Foto: © Etienne Laurent, Scanpix)
1 / 2

Græske partier enige før forhandlinger

I Grækenland har det græske parlament og Tsipras haft møde med den græske præsident, Prokopios Pavlopoulos, for at finde et fælles fodslag.

Efter et syv timer langt møde, blev alle nær Kommunisterne og det nynazistiske parti, Gyldent Daggry enige om en fælles erklæring, som den græske delegation kan tage med til euro-kollegerne i Bruxelles senere i dag.

Ifølge Mogens Pelt, der er lektor på Saxo-Instituttet på Københavns Universitet sender netop den erklæring et stærkt signal til EU, da den græske opposition længe har talt for EU’s spareplan og i stærke vendinger har kritiseret Tsipras-regeringen.

- Det kan have en væsentlig signalværdi, at der er bred, national enighed om punkter. I Grækenland kan det dæmpe intern kritik af den græske regering, og det forløb de nu går igennem, siger han.

Støtte med forbehold

Men fra oppositionspartierne er det dog en støtte med forbehold. De regner med, at Tsipras kan lande en aftale med EU indenfor 48 timer. Men det mener de næppe alvorligt, vurderer Mogens Pelt.

- Det er for at lægge pres på ham og sørge for, at han stadig husker sine valgløfter. Så det er klart, at det er en enighed, der kan bryde sammen. De er med på, at han skal gå efter en aftale, mod at han går med til konstruktive reformer.

- Jeg ville blive meget overrasket, hvis det lykkes ham inden for 48 timer. Men det er bestemt ikke udelukket at lave aftaler på længere sigt. Det afhænger af begge parter og af kreditorerne, og de har sendt et signal om, at døren stadig står åben. Så vi er faktisk i gang igen, som det var tilfældet før, at folkeafstemningen blev udskrevet, siger Mogens Pelt.