Islands næste præsident hedder med stor sandsynlighed Guðni Jóhannesson.
Historikeren fra Reykjavik har først på natten til søndag erklæret sig selv som vinder af landets præsidentvalg lørdag.
- Det ser ud til, at sejren er i hus, og nu tager vi hul på det næste kapitel. Mange tak, siger han i en sejrstale til sine støtter ifølge Islands nationale tv-station, RUV.
Guðni Johannesson, der fylder 48 år søndag, har med over en tredjedel af stemmerne optalt opnået over 38 procent af islændingenes stemmer. Dermed bliver fødselsdagen sandsynligvis en af de mere mindeværdige for Jóhannesson, der er far til fem.
Ud af de otte øvrige kandidater er Halla Tómasdóttir nærmeste forfølger med godt 29 procent af stemmerne.
Favorit fra starten
Guðni Johannesson var på forhånd favorit til at blive Islands næste præsident. En titel, som i høj grad blot er ceremoniel, men som har formel magt til blandt andet at nedlægge veto mod de beslutninger, parlamentet træffer.
Han besluttede så sent som i maj at stille op ved præsidentvalget. Det skete, efter at Islands daværende statsminister, Sigmundur Gunnlaugsson, blev fældet af de såkaldte Panama-papirer.
Den partiløse Jóhannesson, der har svoret at ville arbejde for at genrejse tilliden til det politiske system på vulkanøen, har siden redet på en bølge af utilfredshed med de etablerede politikere.
Han skal, hvis han ender med at vinde, afløse Ólafur Ragnar Grímsson som præsident 1. august. Grímsson har siddet på posten i 20 år.
/ritzau/