Iran og seks stormagter enige om nøglepunkter i atomplan

Iran skal skære antallet af centrifuger til et berige uran betragteligt ned, lyder det i erklæring efter maratonforhandlinger.

Efter pressemødet om de indtil videre vellykkede forhandlinger om Irans atomprogram stillede forhandlerne smilende op til gruppefoto. (© Scanpix)

Endelig bærer forhandlingerne om Irans atomprogram frugt.

Ved et pressemøde i Lausanne siger EU's udenrigschef, Federica Mogherini, at parterne har taget ”afgørende skridt”.

- Vi har nået en løsning på flere nøgleparametre, tilføjer Mogherini.

Af rammeaftalen fremgår det blandt andet, at Iran ikke må bygge nye faciliteter til at berige uran i de næste 15 år. Landet skal skære antallet af centrifuger med samme formål ned med en tredjedel. Og hvor Iran tidligere har været i stand til at berige uran op til 20 procent, hedder den øvre grænse nu bare 3,67 procent. Samtidig vil Iran blive underlagt en meget omfattende kontrolmekanisme.

Til gengæld vil FN's, EU's og USA's sanktioner mod Iran blive lempet, hvis landet beviseligt overholder sine forpligtelser.

Obama: Aftale kan betyde mere sikker verden

Barack Obama glæder sig over aftalen.

- Vi har nået en historisk forståelse med Iran. Hvis denne rammeaftale bliver til en endelig omfattende aftale, vil vi opnå en mere sikker verden, siger præsidenten ved et pressemøde fra det Hvide Hus i Washington umiddelbart efter pressemødet i Lausanne.

Her har repræsentanter fra USA, Kina, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Rusland og Iran i over en uge forsøgt at blive enige om en politisk rammeaftale, der skal danne grundlag for en endelig aftale senest 30. juni i år.

Langstrakte forhandlinger

Forhandlingerne er kulminationen på 12 års forsøg på at få kontrol med Irans atomprogram. De er trukket i langdrag, og undervejs har flere af repræsentanterne for de deltagende lande truet med at forlade Hôtel Beau Rivage, hvor forhandlingerne har fundet sted, fordi parterne har været langt fra hinanden.

Men med den fælles erklæring på pressemødet torsdag aften tyder det på, at parterne nærmer sig en historisk aftale. For de vestlige stormagter er formålet, at Iran ikke skal have mulighed for at udvikle metoder til at fremstille atomvåben. For Iran, der afviser at atomprogrammet er andet end fredeligt, handler det om hurtigt at få ophævet de hårde sanktioner fra verdenssamfundet, der de seneste år har forarmet præstestyret i det vestlige Asien. De økonomiske sanktioner går hårdt ud over landets finans- og banksektor, mens oliesanktionerne rammer den iranske olieeksport.

Både Irans udenrigsminister, Javad Zarif, og Tysklands udenrigsminsiter, Frank-Walter Steinmeier, bekræfter på Twitter, at der er fundet løsninger.

https://twitter.com/JZarif/status/583672737194999808

https://twitter.com/GermanyDiplo/status/583673638517395456