Thailand jagter fortsat den hovedmistænkte bag terrorangrebet i Bangkok, hvor tyve mennesker blev dræbt og over 120 såret.
Den foreløbige efterforskning har vist, at en anholdt udlænding alligevel ikke er den hovedmistænkte, siger en talsperson fra politiet ifølge BBC.
Denne er en mand med en gul t-shirt fanget på overvågningsbilleder før og efter bombeattentatet i et tempel midt i millionbyen, men ham er politiet således ikke på sporet af.
- Beviserne viser, at manden sandsynligvis ikke er ham med den gule t-shirt, siger talsmanden Prawut Thavornsiri.
Forleden oplyste Thailands premierminister, Prayuth Chan-ocha, ellers at man var kommet '70 procent videre' med efterforskningen efter anholdelsen af en 'hovedmistænkt'.
Har tilknytning til angrebet
Yderligere har politiet en anden person i deres varetægt, men oplyser at ingen af de anholdte menes at være hovedkræfterne bag den dødbringende bombe.
De to er af endnu ukendt nationalitet og formodes at have en eller anden form for tilknytning til en gruppe, myndighederne mener har noget at gøre med terroranslaget. Begge er blevet sigtet for at være i besiddelse af ulovlige våben.
Men ingen af dem er særligt samarbejdsvillige og nægter at udtale sig, lyder det.
Mangelfuld efterforskning
Politiet har siden angrebet 17. august ikke gjort mange fremskridt, og efterforskningen har været særdeles mangelfuld.
Blandt andet har man erkendt, at manglen på kvalificerede efterforskere og umoderne udstyr gør, at gerningsmændene muligvis aldrig bliver fundet.
Derfor har Thailand også været nødt til at bede Interpol om hjælp til at opklare sagen. I alt er syv personer i politiets søgelys, og politiet ved ikke, om nogen af dem har forladt landet.
Talsmanden Prawut Thavornsiri har tidligere sagt, at bomben mod Erewan-templet meget vel kan være gengæld for myndighedernes mange aktioner mod menneskesmuglere. Og politiet er gået væk fra tidligere teorier om, at angrebet var udført af et internationalt terrornetværk.
Ingen gruppe har taget ansvaret for bombeeksplosionen.