Her til aften blev seks oppositionspartier i Tyrkiet enige om, hvem de vil støtte som præsidentkandidat.
Valget landede på den 74-årige leder af oppositionspartiet Det Republikanske Folkeparti (CHP), Kemal Kilicdaroglu. En mand, som præsident Erdogan flere gange har opfordret til at stille op mod ham, hvis han altså "var modig nok".
Når valgdagen kommer i Tyrkiet, vil det være tre måneder og otte dage siden, at landet blev rystet i sin grundvold i form af voldsomme jordskælv, der efterlod byer i ruiner, familier i sorg og landet i en humanitær og økonomisk katastrofe.
En katastrofe, som Kemal Kilicdaroglu allerede er begyndt at bruge mod sin konkurrent.
Lad os møde manden, der nu lover et paradigmeskift.
Demokrati, nationalisme og religion
Kemal Kilicdaroglu har været leder af CHP i over 10 år, men er en skikkelse, der historisk har haft svært ved at skabe en stærk opposition til Erdogan.
- Det er først de seneste fem år, at Kilicdaroglu har vist en overbevisende og stærk opposition, siger Mathias Findalen Bichersteth, der er ekspert i tyrkiske forhold.
Kilicdaroglu og CHP slog for alvor igennem efter kupforsøget i 2017 og valget i 2018. Her fik CHP en kæmpe sejr, da man formåede at snuppe borgmesterposterne i både Istanbul og Ankara – et kæmpe nederlag for Erdogan og hans parti, AKP.
Men selvom CHP og dets prodemokratiske bevægelse har haft fremgang, så er Kilicdaroglu ikke nær så karismatisk og vellidt som Erdogan, og det kan vise sig at blive et stort problem.
- En hæmsko for Kilicdaroglu er blandt andet hans religiøse ståsted, siger Mathias Findalen med henvisning til, at politikeren tilhører det muslimske mindretal alevierne.
- Hvorimod Erdogan slår sig stort op på en national-religiøs retorik, så tilhører Kilicdaroglu en minoritet. Og det gør ham mindre attraktiv hos middelklassen, siger Mathias Findalen.
Men opposionen vil forsøge at gøre sig mere attraktiv overfor de sunnimuslimske vælgere med en lidt blødere tilgang ved blandt andet at støtte kvinders frihed til at bære tørklæde på uddannelsesinstitutioner, som man ellers historisk har været imod.
Kilicdaroglu ønsker at starte ny bevægelse: En pro-demokratisk bevægelse i Tyrkiet. Det burde lyde som sød musik i vestlige ører, men så alligevel ikke helt.
Oppositionen ønsker nemlig at sende mange syriske flygtninge i Tyrkiet tilbage til Syrien, og er åbne for at forhandle med Assad-regimet. Udlændingeområdet kan derfor blive en gamechanger under valgkampen, da det disharmonerer internationalt og kan skræmme vælgerne fra storbyerne, fortæller Mathias Findalen.
En samlet opposition?
Sidste år indgik de seks største oppositionspartier en alliance og fremlagde en plan for, hvordan de vil ende det, de beskriver som Erdogans "enmandsstyre".
Målet for de seks partier var blandt andet at eliminere arbejdsløsheden og skabe en udenrigspolitik, der skal "beskytte Tyrkiets prestige", blandt andet ved at opruste på det teknologiske område.
- Hvis seks ledere kan gå sammen og finde løsninger på over 2300 eksisterende problemer, og hvis de gør det enstemmigt, så ser Tyrkiets fremtid lys ud. Ingen bør være bekymret, lød det dengang fra CHP-lederen.
I et regeringsgrundlag, der dengang blev præsenteret, lød det, at man blandt andet ville genindføre posten som premierminister, som blev afviklet efter forfatningsændringen i 2018.
Derudover talte man for at styrke det parlamentariske system og skabe et demokratisk Tyrkiet.
De seks oppositionspartier, der kaldte sig for ”altili masa” - som oversættes til "seksmandsbordet" - var dog ved at blive til et femmandsbord i sidste uge.
Det skete, da partierne mødtes for at blive enige om en præsidentkandidat. Lederen af det næststørste oppositionsparti, Iyi-partiet, forlod mødet og kaldte valget mellem Erdogan og Kilicdaroglu for "et valg mellem død eller malaria" og meddelte, at partiet trak sig fra alliancen.
I dag meddelte partiet så, at de alligevel er klar til at være med i alliancen, så længe at Istanbul og Ankaras borgmestre får vicepræsidentposterne, hvis oppositionen skulle gå hen og vinde den 14. maj. En aftale som CHP gik med til.
Dermed er seksmandsbordet komplet igen.
Herudover har CHP fat i den vælgergruppe, der kan ende med at blive kongemager. 10-12 procent af stemmerne den 14. maj kan nemlig komme fra kurdere i Tyrkiet, og hvis det lykkes oppositionen at få dem i tale, så har de fat i en stor vælgergruppe, siger Mathias Findalen.
Erdogans akilleshæl
Præsident Erdogan har siddet på magten i snart 24 år og kan snildt komme til at sidde til 2029. Inden jordskælvene fandt sted, kunne Erdogan nemlig næsten være sikker i sin sag.
- Siden Rusland gik ind i Ukraine, har Erdogan skabt en reinkarnation af sig selv. Han har spændt musklerne, vist den tyrkiske stolthed. Han har åbnet op for kornmarkedet og taler nu om en våbenaftale. Mange tyrkere er rigtig stolte af, hvad deres præsident har opnået, siger Mathias Findalen.
Spørgsmålet er nu, hvorvidt jordskælvene kan fælde den 69-årige præsident. Ser man på meningsmålingerne, så lader det ikke til at få særlig store konsekvenser for Erdogan.
34 procent af de adspurgte i en meningsmåling fra Turkey Report mener blandt andet, at det er bygherrer og entreprenører, der er ansvarlige for bygningerne, der kollapsede under jordskælvene - ikke præsidenten.
Men der er alligevel skelsættende forskelle ved dette valg, som gør det værd at holde nøje øje, vurderer Mathias Findalen. Det handler nemlig om økonomi og demografi.
- De yngre generationer har de sidste ti år kun kendt til fortællingen om Erdogan som en mand, der skaber økonomiske- og demokratiske kriser, og er heller ikke ligeså religiøse som resten af befolkningen. Hvis man kan få flere unge til at stemme, så kan oppositionen bruge det til sin fordel, siger han.
Og her kan jordskælvene være med til at tippe skalaen.
Du kan høre mere om jordskælvskatastrofen og dens mulige indflydelse på tyrkisk politik i dette afsnit af Genstart fra sidste måned.