GRAFIK Flere end 600 dræbt uden for IS' højborge på et år

Terrorbevægelsen Islamisk Stat har i løbet af det seneste år taget skylden for en række angreb uden for det selvudnævnte kalifat.

Terrorbevægelsen Islamisk Stat har sine højborge i Irak og Syrien, hvor gruppen har udråbt sit såkaldte kalifat og har stærk tilstedeværelse i Libyen.

I de områder er selvmordsbombere og halshugninger så godt som hverdag, men også udenfor kalifatets flydende grænser har gruppen taget skylden for blodige angreb.

Det seneste skete i tirsdag, da en blot 17-årig afghansk asylansøger angreb passagerer på et tog med både kniv og økse ved byen Würzberg i München.

Angrebet førte heldigvis ikke til dødsfald, men det er langt fra normen. Igennem det seneste år er en lang række mennesker døde i angreb, som Islamisk Stat har taget skylden for.

Se hvilke herunder.

26. juni 2015: Sousse, Tunesien. 39 dræbte.

Tyske, belgiske og britiske turister var blandt de dræbte, da en gerningsmand angreb et turist-hotel i feriebyen Sousse i Tunesien.

Gerningsmanden havde angiveligt iført sig shorts for at ligne en turist, da han langs stranden bevægede sig mod hotellet, mens han gemte sit våben inde i en solparasol.

Først skød han mod turister på stranden, hvor han dræbte 14 mennesker. Bagefter bevægede han sig mod hotellets swimmingpool, hvor fire blev dræbt. Til slut gik han ind i hotellets lobby, hvor han skød vildt omkring sig.

Gerningsmanden selv blev dræbt af sikkerhedsvagter. Islamisk Stat påtog sig efterfølgende skylden for angrebet på Twitter.

26. juni 2015: Kuwait. 27 dræbte.

Kuwait oplevede det værste terrorangreb i emiratets historie, da en selvmordsbomber sprængte sig selv i luften under en fredagsbøn i shiitisk moské, hvor 2.000 mennesker var til stede.

Gerningsmanden var fløjet ind fra Saudi-Arabien, bare et par timer inden bomben gik af, oplyse Kuwaits indenrigsminister efter angrebet.

Islamisk Stat påtog sig efterfølgende skylden for bomben.

31. oktober 2015: Russisk fly skydes ned over Sinai. 224 dræbte.

Et russisk fly med 224 mennesker ombord blev skudt ned over den egyptiske Sinai-halvø. Alle om bord blev dræbt, da flyet styrtede.

Passagerflyet var på vej fra feriebyen Sharm el-Sheikh med kurs mod Rusland, da myndighederne mistede kontakt til flyet.

Islamisk Stat tog efterfølgende skylden for nedskydningen af flyet og viste blandt andet en video af flyet, der bliver ramt af et missil.

12. november 2015: Beirut, Libanon. 42 dræbte.

To bomber sprængtes i Borh al-Barajneh-kvarteret i Libanons hovedstad, Beirut.

Den første eksplosion skete, da en cykel lastet med sprængstoffer blev detoneret. Da folk samlede sig for at se, hvad der var sket, sprængte en selvmordsbomber sig selv i luften.

42 mennesker blev dræbt i angrebet, som Islamisk Stat tog skylden for samme dag.

13. november 2015: Paris - 3 simultane angreb. 129 dræbte.

Fredag den 13. november blev Paris ramt af tre simultane angreb. Det første sker klokken 21:20 ved fodboldstadiet Stade de France, hvor der sprængt en bombe ved en af indgangene. Lidt efter var der en anden eksplosion ved stadion.

I minutterne efter blev 39 mennesker dræbt, da der bliver skudt ved en række restauranter.

Klokken 21:49 blev spillestedet Bataclan angrebet. Der var 1.500 tilskuere til en koncert med bandet Eagles of Death Metal. Koncertgæsterne blev holdt som gidsler, mens der blev skudt inde på stedet.

Senere lød der eksplosioner, og klokken 23:30 stormede politiet spillestedet, der resulterede i, at to terrorister udløste deres selvmordsbomber. 89 mennesker bliver dræbt i angrebet på Bataclan.

Dagen efter tog IS skylden for angrebet, der kostede 129 mennesker livet.

24. november 2015: Tunis. 12 dræbte.

En bus fyldt med præsidentens livvagter blev ramt af et bombeangreb. 12 livvagter blev dræbt, og der blev fundet et 13. lig, som formodes at være selvmordsbomberen.

Islamisk Stat har selv i en meddelelse på internettet taget skylden for angrebet og navngiver her den person, der udførte angrebet.

22. marts 2016: Bruxelles. 31 dræbte.

Klokken otte tirsdag morgen lød to eksplosioner i afgangshallen i den internationale lufthavn i Belgiens hovedstad, Bruxelles. Angrebet blev udført af to gerningsmænd. De detonerede såkaldte sømbomber – bomber, der indeholder skruer og søm, som giver en voldsomt ødelæggende effekt.

Knap en time efter sivede sort røg op fra indgangen til metrostationen Maelbeek, der ligger midt i Bruxelles – bare nogle hundrede meter fra centrale EU-institutioner.

Et tog med tre vogne var på vej ind til perronen ved Maelbeek, da den midterste vogn blev sprængt i luften. Passagerer måtte flygte fra toget gennem tunnelen, og sårede blev båret op på fortovet foran metro-stationen, hvor de fik den første nødhjælp.

Mindst 31 mennesker blev dræbt i angrebene, som Islamisk Stat har taget skylden for.

12. juni 2016: Orlando. 49 dræbte.

Søndag 12. juni 2016 gik en bevæbnet mand til angreb på en natklub for homoseksuelle i Orlando, Florida.

Gerningsmanden var den 29-årige Omar Mateen, som blev dræbt af politiet under angrebet.

I et opkald til alarmcentralen beskrev Omar Mateen sig selv som en islamisk soldat, og dagen efter hyldede Islamisk Stat - i en udsendelse på gruppens officielle radiokanal - den 29-åriges gerning og kaldte ham for "en af kalifatets soldater".

FBI har dog forklaret, at Omar Mateen ikke var styret af en udenlandsk terrorgruppe, men var blevet radikaliseret i USA.

Angrebet beskrives som det mest blodige masseskyderi i amerikansk historie.

13. juni 2016: Frankrig. 2 dræbte.

Et politipar blev dræbt, da en person trængte ind i deres hjem i byen Magnanville cirka 45 kilometer vest for Paris og tog familien som gidsler.

Begge betjenter blev knivdræbt, mens parrets tre år gamle søn ikke kom fysisk til skade.

Gerningsmanden var den 25-årige franske statsborger, Larossi Abballa, der livetransmitterede fra situationen.

Dagen efter tog Islamisk Stat via sit eget nyhedsorgan, Amaq, ansvar for drabet på de to betjente.

Larossi Abballa selv blev dræbt, da en elitestyrke trængte ind i huset.

1. juli 2016: Dhaka, Bangladesh. 20 dræbte.

20 mennesker mistede livet, da bevæbnede mænd angreb caféen 'Holey Artisan Bakery' fredag aften i Bangladesh.

Caféen, der ligger i Dhakas diplomatkvarter, var populær blandt unge og udlændinge med bopæl i byen. Flere af de dræbte var da også udlændinge.

Seks gerningsmænd blev, mens en sidste blev anholdt. Alle syv var fra Bangladesh.

Islamisk Stat tog allerede samme aften skylden for angrebet.

14. juli 2016: Nice. 84 dræbte.

Et fyrværkeri var netop afsluttet i forbindelse med fejringen af den fransk nationaldag, Bastilledagen, da en hvid lastbil med slukkede lygter drejede ind på den kendte 'Promenade des Anglais' i Nice.

Her satte den farten op og pløjede ind i den fremmødte menneskemængde. Først efter at have kørt omkring to kilometer lykkedes det for politiet at få standset lastbilen ved at skyde og dræbe føreren.

Gerningsmanden var en 31-årig tuneser med fransk opholdstilladelse med navnet Mohamed Lahouaiej Bouhlel.

Han dræbte 84 mennesker og sårede 202 andre, hvoraf 52 er alvorligt sårede.

To dage efter angrebet meldte Islamisk Stat, ifølge sit nyhedsmedie Amaq, ud, at Bouhlel var en af gruppens soldater.

19. juli 2016: Würzberg. 0 dræbte

En række passagerer er blevet såret, da en 17-årig dreng med afghanske rødder angreb dem med en økse og en kniv på et tog i den sydtyske delstat Bayern.

Toget var netop ankommet til byen Würzberg, da angrebet.

Senere samme dag beskrev Islamisk Stat via sit eget nyhedsmedie Amaq den 17-årige som IS-kriger.

Derudover offentliggjorde et af Islamisk Stats nyhedsmedier en video med den unge mand, hvori han forklarede, at han vil udføre et selvmordangreb. Tysk politi fandt desuden et håndmalet IS-flag på drengens værelse.

Fire personer blev alvorligt såret under angrebet. To var efter angrebet i kritisk tilstand.

24. juli: Ansbach, Tyskland. o dræbte.

En 27-årig syrer dræber klokken 22 om aftenen sig selv og sårer 15 andre, da han sprænger sig selv i luften på en vinbar i den tyske by Ansbach. Forinden er han blevet nægtet adgang til en festival.

Politiet fandt efterfølgende en videooptagelse på gerningsmandens mobiltelefon, hvor han sværgede loyalitet overfor Islamisk Stats leder, Abu Bakr al-Baghdad. Ifølge IS var angrebet udført af 'en af Islamisk Stats soldater'.

26. juli 2016: Rouen, Frankrig. 1 dræbt.

To gerningsmænd bevæbnet med knive trængte ind i en kirke i den franske by Saint-Etienne-du-Rouvray under en gudstjeneste og tog fem personer som gidsler. En 84-årige præst blev dræbt, før de to gerningsmænd blev skudt af politiet.

Ifølge Frankrigs præsident Francois Hollande var der tale om et terrorangreb, og de to personer havde svoret trosskab til terrororganisationen Islamisk Stat.

19. december 2016: Berlin, Tyskland. 12 dræbt.

Den 24-årige tuneser Anis Amri kørte bevidst en lastbil ind i et udendørs julemarked, der var fyldt med mennesker, på pladsen foran Gedächtniskirche i det centrale Berlin.

11 personer blev dræbt og 56 såret på julemarkedet. Inden angrebet havde Anis Amri myrdet lastbilens polske chauffør.

Islamisk Stat tog skylden for angrebet og frigav en video, hvor Amri sværgede troskab til terrororganisationen.

Anis Amri blev dræbt under en rutinekontrol af politiet i Milano i Italien 23. december.

1. januar 2017: Istanbul, Tyrkiet. 39 dræbt.

En bevæbnet mand gik i de tidlige morgentimer til angreb på den fashionable natklub Reina i Istanbul, hvor omkring 600 mennesker var samlet til nytårsfest.

39 mennesker - de fleste udlændinge - blev dræbt, inden den endnu ukendte terrorist flygtede fra stedet. 60 blev såret.

Islamisk Stat sagde dagen efter, at gruppen stod bag angrebet og kaldte gerningsmanden en "heroisk soldat". De tyrkiske myndigheder anklager IS for at stå bag flere store terrorangreb i landet de seneste år - men gruppen plejer normalt ikke at tage skylden for angreb i Tyrkiet.

Har aldrig taget ansvar for København, Charlie Hebdo og angreb i Tyrkiet

Den 14. februar 2015 lød der usædvanligt store udrykninger i den danske hovedstad kort efter klokken 15:30.

En gerningsmand havde affyret adskillige skud mod kulturhuset Krudttønden på Østerbro, hvor Muhammed-tegner Lars Vilks deltog i et debat-arrangement. Filminstruktøren Finn Nørgaard blev dræbt af skudsalverne.

Adskillige timer senere – omkring klokken 00:40 skød den samme gerningsmand, Omar el-Hussein, en vagt ved synagogen i Krystalgade. Vagten, Dan Uzan, blev skudt på klos hold og døde på stedet.

Omar el-Hussein selv blev dræbt, da politiet ser ham på vej ind i en opgang i Københavns norvestkvarter.

Gerningsmanden hyldede Islamisk Stat på sin Facebook-profil inden angrebet. Organisationen har aldrig påtaget sig skylden for angrebet, men skrev efterfølgende en længere artikel om Omar el-Husseins ugerninger i organisationens online magasin, Dabiq.

Den 7. januar sidste år blev satiremagasinet Charlie Hebdo angrebet og 12 mennesker dræbt. Men de to havde ikke erklæret troskab Islamisk Stat, men derimod den konkurrerende gruppe al-Qaeda.

To dage efter blev fire personer dræbt i en gidseltagning i et jødisk supermarked i Paris. Det er stadig ikke klart, om gerningsmanden bag gidseltagningen udførte ugerningen for Islamisk Stat.

I Tyrkiet har der været adskillige angreb i blandt andet Istanbul, Ankara og Suruc. Knap 200 mennesker er blevet dræbt i den slags angreb siden juli forrige år.

Myndighederne har flere gange anklaget Islamisk Stat for at stå bag - det skete også i forbindelse med lufthavnsangrebet - men gruppen har som sagt ikke selv påtaget sig skylden for angrebene.