Grækenland: Hver anden læge overvejer at udvandre

Krisen i Grækenland fører til omfattende hjerneflugt, som især rammer sundhedssektoren.

Den græske læge Vasileios Maniatis på arbejde på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa. (Foto: © Mads Køngerskov, DR)

Flere end 150.000 højtuddannede grækere anslås at have forladt deres hjemland siden den økonomiske krise brød ud i 2010.

Tendensen til hjerneflugt er tydelig i sundhedssektoren, hvor de ansatte relativt nemt kan finde job i andre EU-lande.

En af de græske læger, der har fået nok af krisen, er Vasileios Maniatis. For to år siden rykkede han med familien fra Athen til Sønderborg.

- Arbejdsvilkårene er meget, meget bedre. Jeg kommer smilende og går hjem smilende, siger han.

Sygehuse i udkanten af Danmark har svært ved at tiltrække danske læger. For Vasileios Maniatis er stillingen i Aabenraa et drømmejob. (Foto: © Mads Køngerskov, DR)

I øjeblikket overvejer hver anden græske læge at flytte til udlandet og arbejde. Det viser en rundspørge blandt personale på både offentlige og private hospitaler i Grækenland foretaget af Den Græske Lægeforening i Storbritannien, skriver avisen Kathimerini.

Blandt årsagerne til lægernes udlængsel er dårligt arbejdsmiljø såsom mobning og kønsdiskrimination.

Bestikkelse for at blive opereret

Overlæge Vasileios Maniatis er en ud af i alt syv græske læger, der bor i Sønderborg. Han arbejder på Radiologisk Center på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa.

For ham var den altovervejende årsag til at flytte den korruption, der hersker i det græske sundhedssystem.

- Især som læge kan man ikke holde korruptionen ud, siger han.

Det er helt almindeligt, at patienter lægger penge under bordet til lægerne for at få en bedre behandling.

I Danmark har Vasileios Maniatis adgang til bedre patientdata end i Grækenland. (Foto: © Mads Køngerskov, DR)

Bestikkelsen kaldes "fakelaki", der betyder "lille kuvert", og sker typisk i forbindelse med operationer.

- Min fætter var for nyligt udsat for en trafikulykke og skulle opereres i benet. Han var indlagt i 25 dage på hospitalet, inden han blev behandlet. Ifølge mine oplysninger skyldtes det, at der ikke var blevet betalt sorte penge for en plads i operationsstuen, og så kom han bag i køen, fortæller Vasileios Maniatis.

Problemet med fakelaki er ifølge en græsk professor i sundhedsøkonomi kun blevet værre under krisen.

Grækenland mangler 6.000 læger

Tilbage i Grækenland er lægemanglen i katastrofal.

For selvom Grækenland er det land i EU med allerflest læger per indbygger, har de offentlige hospitaler ikke måtte ansætte nyt personale i fem år. Det skyldes spareplanerne indgået med EU og andre internationale långivere. Når ældre læger er gået på pension de seneste år, er de altså ikke blevet erstattet af nye.

Så lige nu mangler der omkring 6.000 læger og 14.000 sygeplejersker på de offentlige hospitaler ifølge den græske regering.

Vil ikke tilbage

Vasileios Maniatis arbejdede på et privathospital i Athen og mærkede også krisens konsekvenser.

- Længere arbejdstid, mere stress, mindre løn og mørk fremtid, fortæller han.

Vasileios Maniatis' familie er faldet godt til i Danmark. Her er sønnen Alexis til gymnastik. (Foto: © Mads Køngerskov, DR)

Siden 2010 har flere end 7.500 læger forladt den græske hovedstad Athen for at arbejde i udlandet. Det oplyser Den Græske Lægeforening.

De fleste rejser til Tyskland eller Storbritannien. Men Vasilis Maniatis valgte Danmark:

- Danmark er kendt som et af de mindst korrupte lande i verden, og velfærdssystemet virker. Danmark er også berømt i hele verden for samarbejde. Og det er rigtigt. Det fungerer fantastisk.

Vasileios Maniatis tror ikke på, at han vender tilbage til Grækenland. Og han har ikke et eneste øjeblik fortrudt sin beslutning.

- Aldrig. Kun at vi ikke flyttede tidligere, siger han.

Se meget mere om græske læger, der forlader deres hjemland i aften i Horisont klokken 21:55 på DR1: