Fond bag storbank rykker hovedsæde ud af Catalonien

Catalonien holdt søndag en afstemning om løsrivelse fra Spanien. Det har udløst politisk uro i landet.

La Caixa-fonden flytter hovedkvarteret til Mallorca. (Foto: © Pierre-Philippe Marcou, Scanpix)

En fond, der styrer selskabet bag Caixabank, vil flytte hovedkvarter fra Barcelona til Palma de Mallorca.

Det skyldes uvisheden om den spanske region Cataloniens fremtid efter en omstridt afstemning om uafhængighed, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Fredag oplyste banken, at den flytter kontor til Valencia af samme årsag.

Caixabank er Spaniens tredjestørste bank.

Beslutningen om at flytte hovedsædet er truffet "i lyset af den aktuelle politiske og sociale situation i Catalonien", udtalte Caixabank fredag ifølge Reuters.

Sabadell flytter til Alicante

Beslutningen kom, dagen efter at Spaniens femtestørste bank, Sabadell, besluttede at flytte sit hovedkvarter i Barcelona længere sydpå til Alicante.

Den spanske regering har fra begyndelsen været modstander af søndagens afstemningen, som Spaniens forfatningsdomstol har erklæret ulovlig.

Ved afstemningen sagde 90 procent ja til at løsrive sig fra Spanien.

Men valgdeltagelsen var kun på omkring 43 procent, fordi størstedelen af catalonierne, der er imod en løsrivelse, boykottede afstemningen.

Den catalanske regering har endnu ikke erklæret regionens løsrivelse oven på afstemningen.

På tirsdag holder Cataloniens leder, Carles Puigdemont, tale i det catalanske parlament for at orientere om den "igangværende politiske situation".

/ritzau/