FN lover tiltag mod Nordkorea efter missilaffyring

FN's Sikkerhedsråd varsler nye tiltag mod Nordkorea, efter at landet igen har affyret missiler.

Nordkorea affyrede for to dage siden et ballistisk missil fra en ubåd og kan nu forvente yderligere sanktioner fra FN. (Foto: © KNS, Scanpix)

FN's Sikkerhedsråd fordømmer Nordkoreas missilaffyringer og varsler "betydelige tiltag" mod det isolerede land.

Det fremgår af en fælles erklæring fra rådets 15 medlemmer, skriver AFP og Reuters.

At der er tale om en enstemmig udtalelse betyder, at Kina, Nordkoreas eneste allierede af betydning, også fordømmer testaffyringerne.

Siden Nordkoreas første atomtest i 2006 er landet fem gange blevet ramt af sanktioner fra FN.

Sikkerhedsrådets udtalelse kommer to dage efter den seneste nordkoreanske affyring af et ballistisk missil.

Tidligt onsdag morgen lokal tid blev et missil affyret fra en ubåd ud for den nordkoreanske østkyst. USA betegnede missiltesten som en "provokation".

Missilet nåede næsten 500 kilometer ud over Det Japanske Hav. Affyringen var en stor succes ifølge Nordkoreas leder, Kim Jong-un.

- Han betegnede affyringen som den største succes og sejr. Han noterede sig med stolthed, at affyringen beviste, at Den Demokratiske Folkerepublik Nordkorea er blandt de førende militærmagter med atomvåben, skrev det statslige nyhedsbureau, KCNA.

I marts udvidede FN de internationale sanktioner som svar på Nordkoreas atomprøvesprængning 6. januar.

Sanktionerne er de hidtil hårdeste. De indebærer blandt andet et forbud mod at købe kul, jern og andre mineraler fra Nordkorea.

/ritzau/