Er Israel gået for vidt i Gaza? Det mener næsten halvdelen af danskere i ny rundspørge

Professor er overrasket over at 35 procent af de adspurgte i undersøgelsen ikke tager stilling.

Lørdag gik demonstranter på gaden i København, som det har været tilfældet et utal af gange, siden krigens start for ét år siden. (Foto: © Thomas Traasdahl, Ritzau Scanpix)

8.11: Ottende afsnit præciseret, at Den Internationale Domstol undersøger Sydafrikas anklager om, at Israel begår folkedrab i Gaza.

Selvom krigen i Gaza finder sted flere tusind kilometer væk, vækker konflikten stærke følelser herhjemme.

I dag er det præcis ét år siden, at Israel indledte krigen mod Hamas i Gaza.

Siden har tusindvis af danskere været på gaden i sympati med de mange civile, der er fanget i konflikten. En krig, der i de palæstinensiske områder har kostet over 40.000 mennesker livet ifølge sundhedsministeriet i Gaza, der er under Hamas' kontrol.

I en undersøgelse foretaget af Epinion for DR Nyheder fremgår det, at 45 procent af de adspurgte mener, at Israels militære operationer i Gaza har været "for vidtgående".

Krigen blev indledt som reaktion på det terrorangreb, som Hamas udførte tidligere på dagen den 7. oktober 2023. Her mistede 1.200 personer livet, og 250 blev taget som gidsler ifølge israelske myndigheder.

Israel peger på, at målet med krigen er at komme Hamas, der er på EU's og USA's terrorliste, til livs.

Blandt de adspurgte mener hver femte, at Israels militære operationer har været "passende" eller "for lidt indgribende".

Mens mange Hamas-medlemmer har mistet livet, er det dog også tilfældet for mange civile ifølge FN, og den Den Internationale Domstol i Haag gik tidligere på året videre med sagen, hvor Sydafrika anklager Israel for at begå folkedrab i Gaza.

Spørger man Michael Bang Petersen, der blandt andet forsker i politisk psykologi og konflikter på Aarhus Universitet, så passer det meget godt med resultaterne fra tidligere undersøgelser.

- Det flugter med nogle af de tidligere undersøgelser, at folk synes, at det der er sket, er for voldsomt, siger professoren.

Over en tredjedel giver ikke svar

Når 45 procent kalder Israels ageren for "for vidtgående", og 20 procent kalder den "passende" eller "for lidt indgribende", så er der fortsat langt til 100 procent.

Men sagen er den, at mange ikke har taget stilling i deres svar.

For 22 procent af de adspurgtes vedkommende har de svaret "ved ikke", mens de sidste 13 procent har svaret "ønsker ikke at svare".

- Det viser, at vi har en debat om det her emne, der gør, at mange borgere ønsker at holde sig udenfor, siger Michael Bang Petersen.

Han kalder det "et bemærkelsesværdigt højt tal" og siger, at man normalt kan se "et par procent", der ikke ved, hvad de for eksempel skal svare på et politisk spørgsmål.

- Det er nogle meget høje tal for en undersøgelse af den her karakter. Især når emnet har været debatteret i så lang tid, siger han.

Normalt plejer man at se mere tydelige holdninger, når et emne har været diskuteret i en årrække. Også selvom sagen her trækker mange tråde tilbage i historien før terrorangrebet den 7. oktober. Men at der kan være flere grunde til, at man svare "ved ikke", lyder det fra professoren.

- Det kan handle om, at de dels har svært ved at finde ud af, hvad der er op og ned. At man hører mange modstridende synspunkter og får mange modstridende informationer, siger han.

- Det kan også handle om, at de i bund og grund ikke har lyst til at tage stilling til spørgsmålet, fordi emnet opleves som følsomt.

De 13 procent, der ikke ønsker at svare, giver ifølge professoren den tydeligste tilkendegivelse af, at de ikke vil berøre emnet, selvom de måske har taget stilling.

- Jeg tror, at den afgørende faktor her er, at man oplever, at debatten er meget polariseret og voldsom. Eksempelvis på sociale medier, men det kan også være ude på gaden med demonstrationer, siger han.