Et nyt bombeangreb har ramt den sydlige del af Thailand.
Sent tirsdag aften lokal tid eksploderede to bomber nær et hotel i den sydlige strandby Pattani. Det skriver Reuters.
En person er blevet dræbt i angrebet, oplyser politiet. Yderligere 30 personer meldes såret.
Flere eksplosioner
Den første eksplosion skete på en parkeringsplads bag et hotel. Ingen kom til skade. Kort tid efter lød endnu et brag.
- Den anden eksplosion kom fra et køretøj, der var parkeret ved hotellets indgang over for en karaokebar og en massageklinik. Det resulterede i én dræbt og 30 sårede, siger Winyu Tiamraj fra det lokale politi til Reuters.
Ingen turister er angiveligt kommet til skade i angrebet.
Bomberne rammer to uger efter at en række eksplosioner fandt sted flere steder i Thailand. Angrebene var rettet mod tre af Thailands mest populære turistbyer.
Fire personer mistede livet. Adskillige blev såret.
/ritzau/Reuters