Ekspert om USA-Cuba-forhold: Man får en følelse af, at det hele er ved at gå galt

USA har bedt 15 cubanske diplomater om at rejse hjem efter en mystisk sag mellem de to lande.

USA og Cuba havde i mange år et betændt forhold, men under præsident Barack Obamas ledelse forbedredes relationen. Nu er der igen kontroverser de to lande imellem. (Foto: © OLIVIER DOULIERY, Scanpix)

Det amerikanske udenrigsministerium meddelte i går, at 15 cubanske diplomater på Cubas ambassade i Washington har fået syv dage til at forlade USA.

Beslutningen kommer i kølvandet på en mærkværdig sag mellem de to lande, hvor 22 amerikanske diplomater har fået mystiske hjerne- eller høreskader efter at have opholdt sig på den amerikanske ambassade i Cuba.

Hjemsendelsen er blot én af mange kontroverser mellem USA og Cuba den seneste måneds tid, og udviklingen er et stort tilbageskridt i deres indbyrdes forhold, vurderer lektor ved Københavns Universitet og Cuba-ekspert Jan Gustafsson.

- Når USA så direkte begynder at sende cubanske diplomater hjem efter at have haft en næsten broderlig genforening, begynder man at få en følelse af, at det hele er ved at gå galt, siger Jan Gustafsson.

Kritisk situation

USA og Cuba havde i årtier et anstrengt forhold til hinanden, men under præsident Barack Obamas ledelse skete der en forbrødring. Det medførte, at USA’s ambassade i Cuba i 2015 genåbnede efter at have været lukket i 54 år.

Ambassaden er stadig åben, men den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, ville i sidste måned ikke udelukke, at den kunne lukke igen.

I sidste uge valgte USA at sende over halvdelen af sin diplomatiske delegation hjem fra Cuba.

- Det er en ret kritisk situation, der stiller det cubanske styre i en besværlig position, fordi opblødningen af forholdet til USA indebærer en lang række økonomiske muligheder, som nu måske ikke kan udnyttes fuldt ud – eller udnyttes overhovedet.

- Der er en form for psykologisk, politisk ængstelse for, hvor vi nu er på vej hen, men jeg vil alligevel mene, at der ikke er sket noget fuldstændigt uopretteligt, vurderer Jan Gustafsson.

Ikke tilbage ved start

De mystiske hændelser på ambassaden i Cuba er ikke uden betydning, men ifølge Jan Gustafsson begyndte forværringen af forholdet mellem USA og Cuba allerede ved Donald Trumps indsættelse som præsident.

Sagen om hjerne- og høreskaderne behøver derfor ikke blive afgørende for den fremtidige relation.

- Vi er i en situation, hvor der er usikkerhed, men vi er ikke tilbage til tiden før Obama. Der er stadig diplomatiske forbindelser, og der er stadig en vej åben for en handelsmæssig normalisering mellem de to lande, som fylder en stor del, siger Jan Gustafsson.

Selvom præsident Trump langt fra er lige så positivt indstillet over for Cuba, som forgængeren Obama var, betyder det ikke, at Obamas arbejde er spildt, mener Jan Gustafsson.

- Selv hvis det i sidste instans skulle vise sig, at de diplomatiske forbindelser igen bliver kappet helt, så har Obama jo vist, at der er en måde at gøre det på. Det er muligt at få et godt forhold til Cuba.