Da EU's lederes i dag mødtes på Malta, blev der vedtaget en række initiativer, der skal sikre, at migranter bliver i Libyen frem for at tage den farlige tur over Middelhavet til Europa.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) siger, at hvis man skal undgå at se en vækst i antallet af migranter til Italien i foråret, så skal der ske noget anderledes, og det skal ske nu.
- Mens vi snakker og finder ideelle løsninger, så flytter folk sig i tusindvis. Der gik hul på Europa for to år siden, og det kan Europa ikke holde til. Danmark er ikke et land, der kan holde til, at der kommer 20.000 asylansøgere hvert år, og det skal der handles på, siger Lars Løkke Rasmussen.
Stop ruten fra fra Libyen til Italien
På EU-topmødet blev en 10-punkts-plan godkendt, som skal bremse migrantstrømmen fra Libyen.
Planen sigter mod at få styr på den centrale middelhavsrute, så der ikke kommer en ny stigning i antallet af migranter.
Ruten går primært via Libyen til Italien.
Derfor handler centrale elementer i planen om at styrke Libyens kystvagt og grænsebevogtning. Der er også punkter, der mere direkte sigter mod at ødelægge menneskesmuglernes forretningsmodel.
DR's korrespondent Karin Axelsson siger, at opgaven ikke bliver nem, men at der ikke er noget alternativ, hvis man vil stoppe flygtningestrømmen.
- Men selv om det lykkes at standse den her rute, så opstår den jo bare et andet sted, hvis ikke man gør noget i en større palet. Derfor snakker man også om at indlede et samarbejde med Tunesien og Egypten langs Middelhavskysten.
- Og EU har allerede påbegyndt et samarbejde med en række afrikanske lande i et forsøg på at få folk til at vende tilbage eller lade være med at tage af sted i første omgang. Men det siger sig selv, at det ikke er et problem, man får løst i morgen, siger Karin Axelsson.
Der skal handles nu
Lars Løkke Rasmussen erkender, at problemerne risikerer at flytte sig, men det er nødvendigt at handle nu.
- Det er lykkedes at få lukket vest-balkanruten ned i en aftale med Tyrkiet, som er en succes. Det er det samme, der skal anspores til nu. Det vil være en bumlet vej, men alternativet er at sætte sig ned og vente. Det vil være det samme som at give op overfor det, der presser Europa, siger Lars Løkke Rasmussen.
Selv om 90 procent kommer via Libyen, så er det ikke det eneste land, der skal kigges på, siger statsministeren.
- Det er også lande som Tunesien og Egypten, som vi bør række hånden ud mod og samarbejde med, siger Lars Løkke Rasmussen.
Han fortæller, at Danmark og andre EU-lande på sigt skal finansiere og måske også drive migrantlejre i Afrika.
- Ideelt set skal vi have et system, hvor vi får lukket det, man kunne kalde bagdøren til Europa mod, at vi kan løfte vores humanitære ansvar.
- Jeg vil jo hellere have, at vi tog flere kvoteflygtninge og selv kan vælge dem, der har behov og ikke dem, der har fleste penge til en menneskesmugler, siger statsministeren.