Den britiske regering skal have parlamentets godkendelse - inden den formelle proces med at melde Storbritannien ud af EU bliver sat i gang.
Det fastslog tre dommere ved landsretten i London i dag efter tre ugers overvejelse.
Dermed står det fast, at den britiske regering ikke kan aktivere Lissabon-traktatens artikel 50 - uden først at hente opbakning i parlamentet.
Det er den mekanisme, der gør det muligt for et land at forlade EU.
Søgsmålet er ført an af forretningskvinden Gina Miller, der mener, at Parlamentet skal stemme om aktiveringen af artikel 50, før regeringen kan iværksætte Brexit. Det har den britiske landsret i dag givet hende medhold i.
May: Det er min ret
Millers krav har fået støtte fra en række medlemmer af det britiske parlament.
Men regeringsleder Theresa May siger, hun er fast besluttet på at imødekomme vælgerne ønske om at forlade EU - og at hun har myndighed til selv at træffe beslutningen uden om parlamentet.
Hun har samtidig kaldt sagsøgernes krav for et forsøg på at "undergrave demokratiet". Det skriver BBC.
Det forventes, at regeringen vil appellere dagens dom til den britiske højesteret.
Sagen kort
- •
Den 23. juni stemterne briterne ja til at forlade EU.
- •
For at Brexit kan iværksættes rent formelt, skal Storbritannien aktivere artikel 50, der sætter gang i udmeldelsesprocessen.
- •
Den formelle udmeldingsproces forventes at tage to år.
- •
Landets premierminister, Theresa May, har lovet, at regeringen vil aktivere artikel 50 i slutningen af marts 2017.