Dansk læge: Jeg byttede mine vagter og tog til Syrien

Den danske læge Mounim Korchi rejste fra sit uddannelsesforløb på Hvidovre Hospitals ortopædkirugiske afdeling til et syrisk hospital for at hjælpe krigens ofre.

"Tilhører Region Hovedstaden centralvaskeriet."

Det er surrealistisk at stå blandt et hav af desperate patienter i en syrisk landsby og se netop det logo bevæge sig forbi. Det sidder på ryggen af den danske læge Mounim Korchi - han har byttet sine vagter på Hvidovre Hospital for at kunne opholde sig knapt to uger i Syrien.

- Jeg er kommet herud for at hjælpe mennesker. Der er mangel på læger, mangel på alt, og jeg vil gerne kunne give lidt, fortæller den 31-årige læge, der stadig er under uddannelse.

Han er blevet smuglet med traktor og interimistisk vandbaljesystem over en flod og ind i Syrien sammen med et hold sydafrikanske læger for at kunne yde lægehjælp i et land, hvis befolkning er hærget af den blodige borgerkrig.

BorgerkrigMindst 70.000 mennesker er blevet dræbt, og hver fjerde syrer har forladt sit hjem og er internt fordreven eller flygtet til et af nabolandene.

Også læger og sygehuse er et mål for præsident Bashar al-Assads regime, når bomberne falder. Al-Shifa hospitalet i Aleppo blev angrebet mindst otte gange, indtil det ikke stod længere.

Og da jeg sidste år befandt mig i den belejrede by Qusair i Homs-provinsen, havde hæren indtaget byens hospital, så ikke bare krigsofre men også fødende kvinder og folk med almindelige dagligdagslidelser var henvist til felthospitalerne, hvor der manglede medicin, læger og udstyr.

Far skød søn ved en fejlDerfor er Mounim Korchi og de andre læger blevet budt mere end velkommen af de lokale i landsbyen, der er under oprørets kontrol. Den danske læge sniger sig endda til at gå gennem gaderne på arbejde om morgenen. Han føler sig sikker blandt de lokale - det er værre når regimet bomber - allerede den første dag faldt flere bomber 300 meter fra lægens midlertidige bolig.

- Folk er trætte. De har oplevet krigen igennem mere end to år, de vil ikke mere. Men på samme tid vil de gerne, at deres revolution vinder, siger han.

Mounim Korchi har behandlet torturofre, der er blevet fængslet af regimet, ofre for angreb og børn, hvor lægerne måtte amputere en arm eller et ben efter bombeangreb. En del kommer også til hospitalet fordi de har skudt sig selv. Omgangen med våben er årsag til mange ulykker. Den værste involverede en otte-årig dreng, der ved et uheld blev skudt af sin far, da han rensede sit gevær.

- Det var helt forfærdeligt at se hans mor. Sådan noget må jo bare ikke ske. Men det gør det hele tiden. Folk ved ikke, hvordan de skal håndtere deres våben. Og drengen stod ikke til at redde. Han døde af kuglen i brystet, siger Mounim Korchi.

Mangler medicin og instrumenterHan løber rundt i klinikken, bliver hevet i fra alle sider, folk vælter ind på skadestuen, og operationslisten får tilføjet flere navne. Der er ansat flere vagter til at sikre, at patienter ikke pludselig står på operationsstuen med en forstuvet finger. Det sker nu alligevel.

Mounim Korchi arbejder to uger på et felthospital i Syrien (Foto: © Ted Nieters, DR)

- Men vi kan ikke operere lige nu. Vi mangler bedøvelse, vi kan ikke bringe folk i narkose, før vi får noget mere over grænsen, siger Mounim midt i travlheden.

På den måde afviger arbejdet i Syrien gevaldigt fra hverdagen på Hvidovre. Selvom hospitalet er veludstyret, foregår komplicerede operationer på et almindeligt træbord med hjul, lægerne løber tør for medicin, og der er for eksempel ikke mindre instrumenter at bruge til at operere små børn.

Alligevel gør Mounim Korchi en forskel i de dage, han er der. Og samtidig udvikler han sig som menneske og læge.

- Jeg har lært så meget. Både fagligt og menneskeligt. Jeg har lært at styre mig og fokusere - selv midt i kaos, siger den unge læge.

Se mere om den danske læges arbejde i Syrien i aften på DR1 i 21 Søndag.