Der blev ikke lagt fingre imellem, da Hillary Clinton talte ved et kampagneevent på et universitet i Reno i delstaten Nevada.
Demokraternes præsidentkandidat anklagede ifølge Washington Post Donald Trump for at opildne til racisme og fremhævede hans forbindelse til den 'alt-right', en bevægelse på den yderste højrefløj ofte forbundet med konservative ekstreme nationalister.
- Fra begyndelsen har han bygget sin kampagne på fordomme og paranoia. En mand, som har en lang historie af racediskrimination bag sig, som læner sig op ad de mørkeste konspirationsteorier hentet fra tabloid-bladene og de mørkeste kroge af internettet, skal aldrig have lov at styre vores regering eller være i spidsen for vores militært, lød det fra Clinton.
Kritik for at gæste kontroversielt radioprogram
Den 68-årige demokrat var heller ikke bleg for at kritisere Trumps nyligt fremlagte forslag om at stramme reglerne for dem, der har planer om at rejse ind i USA ved blandt andet at skulle godkende religiøs overbevisning.
- Lige siden pilgrimmene kom til Plymouth Rock, så har USA brystet sig af at være et land, som tog imod folk, som er flygtet på grund af religionsforfølgelse, fordi vi tror på religionsfrihed. Med Donald Trump som præsident vil USA være det eneste sted i verden, hvor man skal godkendes for sine religiøse overbevisninger ved grænsen, sagde hun og tilføjede:
- Der er muligvis et andet sted, hvor man gør det. Det såkaldte Islamisk Stat.
I sin tale kritiserede Hillary Clinton yderligere Donald Trump for at flirte med den kontroversielle og konspirationsteoretiker, radioværten Alex Jones, der blandt andet har hævdet, at ofrene for masseskyderiet på skolen Sandy Hook blot var børneskuespillere, og at ingen blev dræbt i massakren.
- Jeg ved ikke, hvor mørkt ens hjerte skal være for at påstå den slags. Men Trump stillede ingen spørgsmål ved det. Han roste i stedet Jones og fortalte ham, at hans ry var fantastisk.
Se højdepunkterne fra Hillary Clintons tale:
Det ældste trick i bogen
Selv fortsatte Donald Trump sin kampagne i delstaten New Hampshire, hvor han ikke havde meget til overs for sin modstanders hårde anklager, som han kaldte meget forudsigelige.
- Det er det ældste trick i bogen. Når demokraternes politik ikke slår til, bruger de det tilbagevendende udmattende argument: Du er racist, du er racist, du er racist.
Selvom Donald Trump de sidste par dage har forsøgt at appellere til både afroamerikanske og latinovælgere tyder noget på, at man også her har fået nok af republikanerens skarpe retorik.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters opfordrer 'The National Hispanic Leadership Agenda', der repræsenterer 40 af landets største latinoorganisationer, Donald Trump til at indstille sin angreb på latinobefolkningen.
- Som vi har udtrykt flere gange er vi stærkt bekymrede over retorikken bag de utallige angreb på latinosamfund, skriver organisationen.
Se højdepunkterne fra Donald Trumps tale: