Britiske EU-modstandere kritiserer Obama for EU-støtte

- Obama taler nedsættende om Storbritannien, siger Nigel Farage fra EU-modstanderpartiet Ukip.

UKIP-lederen Nigel Farage siger, at Barack Obama taler nedsættende om Storbritannien, efter den amerikanske præsident har blandt sig i debatten om folkeafstemningen i landet. (Foto: © Toby Melville, Scanpix)

USA's præsident, Barack Obama, bliver af britiske EU-modstandere beskyldt for at gå Downing Street's ærinde forud for EU-afstemningen den 23. juni.

Obama har under et besøg i London sagt, at Storbritannien står stærkest, når landet er med til at lede Europa, og at EU-medlemskab øger Storbritanniens sikkerhed og velstand.

Navnligt bliver det kritiseret, at den amerikanske præsident har udtalt, at en britisk exit fra EU vil sætte Storbritannien "bagest i køen" i forhold til en handelsaftale med USA.

Nigel Farage fra EU-modstanderpartiet Ukip siger, at "Obama taler nedsættende om Storbritannien", mens den konservative Liam Fox siger, at den amerikanske præsidents synspunkter er "irrelevante".

Før et møde med med arbejderpartiet Labours leder, Jeremy Corbyn, som også støtter et ja ved folkeafstemningen, sagde Obama, at "befolkningen må afvise dem, der opfordrer til en tilbagetrækning fra verden".

På et pressemøde efter drøftelser med den britiske premierminister, David Cameron, sagde Obama, at EU ikke mindsker den britiske indflydelse i verden, men forstærker den.

På et spørgsmål fra en britisk journalist om, hvorvidt det var korrekt af en amerikansk præsident at blande sig i den britiske EU-afstemning, understregede Obama, at beslutningen er helt op til briterne.

- Men jeg siger min mening, svarede præsidenten.

/ritzau/AFP