10 dage igen: Cruella vil ud af EU - James Bond vil blive

Kendte personer, både de rigtige og de fiktive figurer, spiller en rolle i valgkampen om Storbritanniens fremtid i EU.

Der er ikke meget glamour over jobbet som reporter i Bruxelles.

Af ukendte årsager kommer stjernerne, de kendte og de kongelige aldrig til Bruxelles.

I løbet af mine mere end 25 år i Bruxelles har jeg én gang været inviteret til kendis-middag. Det var med Beatles-produceren George Martin.

Men med folkeafstemningen om det britiske EU-medlemskab, er der endelig kommet en mulighed for at fusionere det mest læste stof, kendis-stoffet, med det mindst læste stof, nemlig EU-stoffet.

For det vrimler med kendte i debatten om Storbritanniens fremtid i EU. Skuespillere, forfattere, musikere og modedesignere.

En af de seneste til at melde sig i debatten er Monty Python-stjernen John Cleese.

https://twitter.com/JohnCleese/status/741741834003709953

Der er vist ikke nogen tvivl om, at John Cleese støtter Leave-kampagnen, som vil ud af EU.

Fiktive kendisser i debatten

For nylig voksede mængden af ”kendte personligheder” med en holdning til Storbritanniens EU-medlemskab.

Meningsmålingsinstituttet YouGov spurgte nemlig briterne, hvordan de troede, at en række fiktive personer ville stemme.

Målingen viste, at John Cleese – ikke overraskende – er i fuldkommen harmoni med hotelejeren Basil fra "Fawlty Towers". Basil vil ud af EU.

Det samme vil Sherlock Holmes, Hyacinth Bucket fra "Fint skal det være" og Cruella de Vil, der er den onde pels-elskende kvinde fra Disney-filmen "101 Dalmatinere".

Remain-kampagnen har dog ingen grund til at fortvivle.

Superspionen James Bond vil stemme for, at Storbritannien skal blive i EU. Det samme ville verdens bedste barnepige Mary Poppins, dagbogsskribent Bridget Jones og sågar Postmand Per.

Og så til virkelighedens kendte...

StrongerIn-kampagnen, som kæmper for at bevare det britiske EU-medlemskab, har offentliggjort en liste med flere hundrede kendisser, som støtter britisk EU-medlemskab.

Der er blandt andet opbakning fra skuespillere som Keira Knightley og Benedict Cumberbatch, som blandt andet er kendt for sin rolle i "Sherlock Holmes".

Skuespiller Keira Knightley (Foto: © Mike Segar, Scanpix)

Leave-kampagnen har lidt sværere ved sikre opbakning fra de kendte, men har dog støtte fra for eksempel skuespilleren Michael Caine og Roger Daltrey fra musikgruppen "The Who".

Det store og helt afgørende spørgsmål er dog ikke hvad kendisserne – både de kendte og de fiktive – stemmer.

Spørgsmålet, som optager de britiske vælgere, er i langt højere grad: Hvad ville de politiske ikoner Winston Churchill og Margaret Thatcher have stemt?

Både Leave- og Remain-kampagnen er begge overbeviste om, at de har Thatcher og Churchill på deres side.

Og det er ikke helt let at vide, hvem der faktisk har ret.

For som Sir Humphrey Appleby fra "Yes Minister" så nøje har forklaret, er Storbritannien jo faktisk gået med i EU for at kunne ødelægge samarbejdet indefra:

https://www.youtube.com/watch?v=37iHSwA1SwE

Det forklarer måske, hvorfor briterne i den grad er overbeviste om, at netop Sir Humphrey Appleby naturligvis ville stemme for, at Storbritannien skal blive i EU.