Bekæmper af atomvåben vinder Nobels Fredspris

Sammenslutningen ICAN får prisen for at skabe opmærksomhed på de katastrofale humanitære konsekvenser ved brugen af atomvåben.

  • Sammenslutningen ICAN, som her ses ved en fransk protest, arbejder for global udfasning af atomvåben. (Foto: © Etienne Laurent, Scanpix)
  • Berit Reiss-Andersen, formand for den norske Nobel-komite, da hun for kort tid siden udnævnte ICAN som årets modtager af Nobels Fredspris. (Foto: © NTB Scanpix, Scanpix)
1 / 2

Den internationale kampagne mod atomvåben, ICAN, er modtager af dette års Nobels Fredspris. Det annoncerede Nobel-komiteen i Oslo for kort tid siden.

ICAN er en sammenslutning af over 400 organisationer i over 100 lande, der arbejder for at gøre verden fri for atomvåben.

Sammenslutningen, der har eksisteret siden 2007, får prisen for "igennem sit arbejde at skabe opmærksomhed på de katastrofale humanitære konsekvenser, som enhver brug af atomvåben og for dens banebrydende indsats for at opnå et traktat-baseret forbud mod brugen af sådanne våben", lyder det i begrundelsen.

Risikoen er større end nogensinde

ICAN står blandt andet bag den såkaldte Humanitarian Pledge, et løfte om at arbejde mod et forbud mod atomvåben, som 108 lande indtil videre har tilsluttet sig.

Sammenslutningen spillede også en afgørende rolle i realiseringen af det FN-traktat, hvis endelige formål er at udfase samtlige af verdens atomvåben. 122 af FN's medlemslande tilsluttede sig i juli måned traktatet - men flere boykottede også forhandlingerne, heriblandt USA.

Derfor bør indsatsen mod atomvåben fortsætte med uformindsket styrke, lød det i dag fra Nobel-komiteen.

- Vi lever i en verden, hvor risikoen ved brugen af atomvåben er større, end den har været i lang tid. Nogle lande moderniserer deres atomvåbenarsenaler, og der er en reel fare for, at flere lande vil forsøge at anskaffe sig atomvåben, som man ser det med Nordkorea, lød det blandt andet fra komiteens formand, Berit Reiss-Andersen, ved udnævnelsen.

Nobelkomiteen opfordrede under pressemødet nationer med atomvåbenprogrammer til at indlede forhandlinger om gradvist at udfase disse våben.

NOBELS FREDSPRIS

  • Nobels fredspris blev grundlagt af svenskeren Alfred Nobel.

  • Prisen blev uddelt første gang i 1901.

  • Nobels fredspris bliver givet til mennesker, der arbejder for fred, hjælper mennesker i nød eller kæmper for borgeres rettigheder.

  • Nobels fredpris bliver uddelt hvert år i Oslo i Norge

  • Nobels fredspris er en af de fineste priser i verden.

  • Der findes også nobelpriser i fysik, kemi, litteratur, medicin og økonomi.