I den syriske by Kobane kæmper syriske kurdere mod overmagten i form af terrorbevægelsen Islamisk Stat, der forsøger at indtage byen, klos op ad grænsen til Tyrkiet.
På den tyrkiske side af grænsen hindrer tyrkisk militær og politi tyrkiske kurdere i at slutte sig til Kobanes forsvar, og i at skaffe våben og forsyninger til byen.
Den tyrkiske regering forsikrer, at den ikke ønsker at Kobane skal falde i hænderne på IS. Men alligevel har Tyrkiet indtil videre undladt at sende sit militær - verdens 8. stærkeste - ind over grænsen.
For at forstå regeringens modvilje, bliver man nødt til se tilbage på Tyrkiets lange konflikt landets kurdiske befolkningsgruppe.
Drøm om selvstændighed
Kurderne er en befolkningsgruppe med eget sprog og kultur, der overskrider grænserne mellem flere af regionens lande - og som gennem historien har næret drømme om selvstændighed.
Den største kurdiske befolkningsgruppe lever i det østlige Tyrkiet. Tallene er usikre, fordi Tyrkiet siden den moderne tyrkiske stats oprettelse har afvist at anerkende mindretal.
Tyrkiets nationale sikkerhedsråd satte i 2000 antallet af kurdere i landet til 12,6 millioner - eller 15,7 procent af befolkningen. Andre kilder anslår at kurderne udgør op til 20 procent af Tyrkiets indbyggere.
Kurderne følte sig undertrykt og diskriminerede og det førte til dannelsen af en radikal gruppe, der indledte væbnet kamp mod centralregeringen. Kendt som Kurdistans Arbejderparti PKK har organisationen ført væbnet kamp, indtil der blev indgået en våbenhvile i 2013.
Omkring 45.000 anslås at have mistet livet under konflikten mellem PKK og Tyrkiets regering. og mere end 3 millioner er i konflikten forløb blevet fordrevet fra deres hjem.
PKK betegnes af Tyrkiets regering - samt af EU og USA - som en terrororganisation.
Betydning for kurderne i Syrien
Selv om PKK ikke længere kæmper for et selvstændigt Kurdistan, ser den tyrkiske regering udviklingen i Syrien i et større perspektiv - ganske som også mange kurdere gør.
PKK har altid bevæget sig på tværs af grænserne, og har nydt godt af aktiv og passiv støtte fra både kurdere i nabolande og fra tid til anden også fra regimerne i nabolandene - i det omfang de har haft interesse i at lægge pres på Tyrkiet.
I nabolandet Irak har det irakiske kurdiske mindretal efter Saddam Husseins fald opnået et selvstyre, der grænser til selvstændighed - endda bygget på et økonomisk fundament af solide olieindtægter.
I Syrien har det kurdiske mindretal i stor udstrækning kunnet tage kontrol med områder, der er domineret af kurdere, fordi præsident Assads styre er blevet svækket i takt med borgerkrigen. Og den syriske gren af PKK spiller en fremtrædende rolle i disse områder.
PKK-krigerne har kæmpet mod både syriske regeringsstyrker og den islamistiske Al Nusra Front - men ikke mindst mod terrorbevægelsen Islamisk Stat, der nu satser på at vinde kontrol med en stor del af den syrisk-tyrkiske grænse.
Området er vigtigt for den smuglertrafik, der er en vigtig del af IS-organisationens forsyningslinjer med personel og materiel.
Inspiration og eksempel
Kurderne uden for Tyrkiet har altså - med kurderne i Iran som en klar undtagelse - etableret en høj grad af selvstyre. Og det fungerer som brændstof for det tyrkisk-kurdiske mindretal i den proces, der har været undervejs i Tyrkiet siden PKKs våbenhvileaftale i 2013.
Med inspiration fra fremgangen i nabolandene presser Tyrkiets kurdere den tyrkiske regering for at levere de åbninger, der skal til for at skabe en politisk løsning på årtiers konflikt.
Presset bliver ikke mindre af, at PKK, deres syriske allierede og kurderne i det hele taget nu fremstår som den kæmpende frontlinje mod Islamisk Stat.
Terror-stemplede PKK steg i international anseelse (vandt international respekt), da PKK-enheder i Irak i august var med til at redde det religiøse mindretal yazidierne, der var direkte truet med udryddelse af fremrykkende IS-krigere.
Den tyrkiske præsident Tayyip Erdogan afviser dog i meget skarpe vendinger enhver snak om at genoverveje PKK's status som terrororganisation:
- For Tyrkiet er PKK og ISIS det samme. Det er forkert at se dem som forskellige fra hinanden, sagde Erdogan den 4. oktober.