Hundredevis af afrikanske flygtninge er strandet ved grænsen mellem Frankrig og det nordlige Italien.
Og søndag talte Italiens premierminister Matteo Renzi for en ændring af EU's asylregler. Det skriver Reuters.
Matteo Renzi mener, at det internationale samfund har et ansvar for flygtningestrømmen efter nedkæmpelsen af Gaddafis styre i Libyen i 2011. Det efterfølgende kaos i landet har sendt flere hundredetusinde flygtninge over Middelhavet.
Frankrig afviser flygtninge
Men Frankrigs indenrigsminister Bernard Cazeneuve afviser en ændring af reglerne, og vil fortsætte med at afvise flygtningene.
- Dublin-konventionens regler må respekteres. Når flygtninge ankommer til Frankrig, som er kommet gennem Italien og er registreret der, gælder EU-reglerne og det betyder, at de skal sendes tilbage til Italien, siger han til den franske tv-station BFM TV.
Italien: EU løber fra sit ansvar
Italien har længe klaget over, at deres Europæiske partnere unddrager sig deres ansvar og lader sydeuropæiske lande som Italien og Grækenland i stikken på asylområdet.
Billeder har de seneste dage vist hundredevis af afrikanske migranter, som har slået lejr udenfor den italienske kystby Ventimiglia, kun en halv times kørsel fra den franske riviera.
Frankrig: Afvisning er nødvendig
Ifølge Bernard Cazeneuve blev 15.000 flygtninge afvist i 2014, et tal der er steget betragteligt i 2015, efter at indenrigsministeren har beordret, at økonomiske flygtninge, bliver sendt tilbage til det land de kommer fra.
- Det er nødvendigt for at sikre en velkomst til dem som er flygtninge. Der skal være en stram politik, siger han.
Italien må ifølge Cazeneuve acceptere, at landet er et samlingssted for illegale økonomiske flygtninge og asylansøgere, som så bliver sorteret, registreret og redistribueret i Europa.
Et problem for Italiens regering
Flygtningeemnet er helt sikkert et af de centrale punkter, når Frankrigs præsident Hollande og den britiske premierminister David Cameron besøger Italien i denne uge.
Flygtningekrisen i Italien er blevet en problemsag for den venstredrejede Renzi-regering. Specielt efter at den indvandrerfjendtlige Nordiske Liga gik frem ved det seneste regionalvalg.