Apple får virksomhedshistoriens største overskud

Den amerikanske it-kæmpe har takket være iPhone-salg sat bemærkelsesværdig rekord med sit kvartalsregnskab.

Det er især salget af iPhones, der nu skriver Apple ind i rekordbøgerne, når det kommer til omsætning i et enkelt kvartal. (Foto: © Justin Sullivan/Getty Images/AFP, Scanpix)

Apple har ikke bare præsteret sit største plus på bundlinjen i et kvartal nogensinde.

Den amerikanske it-gigant har i kvartalet skrevet historie med det største overskud, som et selskab nogensinde har leveret i løbet af tre måneder.

Det beretter blandt andet CNN og Business Insider.

Slog Gazproms rekord

I det regnskabsmæssige første kvartal landede Apple et overskud på 18 milliarder dollar (119 milliarder kroner) ud fra en imponerende omsætning på 74,6 milliarder dollar (491 milliarder kroner).

Siden 2011 har det russiske olie- og gasselskab Gazprom haft rekorden for største overskud i et enkelt kvartal med et plus på bundlinjen på 16,2 milliarder dollar (107 milliarder kroner).

Stærkt salg af iPhones

Apples rekordregnskab er blevet godt hjulpet på vej af et stærkt salg af de nye iPhone-modeller, ligesom at julegaveindkøbene traditionelt er med til at løfte omsætningen i kvartalet.

Selskabet solgte i løbet af perioden 74,5 millioner iPhones - også det er rekord for it-kolossen.

- Interessen for Apple-produkter er på sit højeste nogensinde, konstaterer topchef Tim Cook på en telekonference.

Salg i Kina stormer frem

Specielt i Kina er det gået fremad for Apple, som har løftet sin omsætning på det kinesiske marked med 70 procent sammenlignet med samme periode året før.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters kan succesen i Kina tilskrives, at Apple har indgået i et partnerskab med China Mobile, der er landets største mobilselskab. Samtidig appellerer den større skærm på de nye iPhone-modeller til kineserne.

Apple sælger dog stadig flere smartphones i USA end i Kina, selvom analytikere forud for regnskabet havde spået, at Kina ville kunne overgå USA i salg.

Omkring 65 procent af Apples omsætning er ifølge nyhedsbureauet AFP kommet i kassen uden for USA.

Investorerne ser ud til at tage ganske godt imod de stærke tal fra Apple. Selskabets aktie stiger i det amerikanske eftermarked med omkring fem procent.

/ritzau/