Ungarns premierminister, Viktor Orban, siger, at han er "stolt" over sit lands omstridte forfatning, som han mener vil beskytte landet under eurokrisen.
- Jeg er stolt af den nye forfatning, fordi den er moderne, siger Orban, som tirsdag holdt den årlige tale om landets tilstand.
- Vi har set Europas selvtillid blive svækket, fordi fundamentale værdier er blevet draget i tvivl, siger den ungarske premierminister og tilføjer:
- Euro-lande går bankerot og en mulig opgivelse af euroen er ikke længere stof fra science fiction.
Han siger, at forfatningen beskytter Ungarn, som er med i EU, men som ikke er en del af euro-zonen.
Ungarn har brug for nye lån
Kritikere af forfatningen, deriblandt EU-Kommissionen, siger, at demokratiet undergraves, fordi der mangler regulerende og kontrollerende organer, hvorved en regering får frit spil.
Orban har signaleret, at han er parat til at foretage ændringer. Ungarn har hårdt brug for nye lån fra EU og IMF.
Europa-Kommissionen skrev i sidste måned til Ungarn for at udtrykke bekymring over pressefriheden og pluralismen i landet. Guy Verhofstadt, leder af de liberale i Europaparlamentet, kalder den ungarske lov for en trojansk hest, der ad bagvejen skal indføre "et mere autoritært styre til fordel for et enkelt parti."
Tidligere har den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, samt Amnesty International kritiseret den nye forfatning.
Trods de internationale bekymringer har Ungarns regering under Orban fortsat en kurs, hvor regeringspartiet Fidesz udnytter et totredjedeles flertal i parlamentet til at ændre de demokratiske spilleregler.
Landets parlament har vedtaget centralbankreformer, som medfører, at flere politisk udnævnte personer skal ind i bankens øverste ledelse.