Israels militær: Vi har befriet fire gidsler i Gaza

En kvinde og tre mænd er blevet befriet af det israelske militær.

Andrey Kozlov er et af fire gidsler, der i dag blev befriet. (Foto: © Marko Djurica, Ritzau Scanpix)

Tidligere i dag er fire gidsler - en kvinde og tre mænd - blevet befriet i Gaza. Det oplyser Israels militær (IDF) på det sociale medie X.

Alle fire personer er i live, skriver IDF.

Alle fire blev taget som gidsler den 7. oktober, da Hamas angreb Israel. Ifølge israelske myndigheder blev omkring 1.200 israelere dræbt og 253 blev taget til fange den dag.

De fire personer blev fundet på to forskellige lokationer i Nuseirat i det centrale Gaza, og er alle ved godt helbred ifølge lægelige vurderinger. De er nu blevet overført til 'Sheba' Tel-HaShomer-hospitalet.

Daniel Hagari, der er talsperson for IDF, fortæller om dagens operation:

Gidslerne er blevet identificeret som 25-årige Noa Argamani, 21-årige Almog Meir Jan, 27-årige Andrey Kozlov og Shlomi Ziv på 40 år. Ifølge IDF deltog de på forskellig vis i den musikfestival, der var i gang, da Hamas angreb.

Under operationen, som førte til befrielsen af gidslerne, blev der udført kraftige luftangreb mod to Hamas-mål. Det skete med opbakning fra tropper på landjorden.

Ifølge det Hamas-styrede mediekontor Government Media Office er mindst 93 palæstinensere blevet dræbt ved den israelske operation, skriver nyhedsbureauet Reuters. Kontoret oplyser ikke, hvor mange af dem var Hamas-kombattanter, men oplyser, at der var kvinder og børn blandt de dræbte.

Også en israelsk soldat har mistet livet ved aktionen, det oplyser det israelske politi ifølge Reuters.