Håndværkerne hamrer og banker på livet løs i Kolding.
De er i gang med at sætte vægge op og male de 1.000 nye boliger, som er på vej midt i byen, så der bliver plads til byens studerende.
Der bliver bygget alt fra ungdomsboliger til ejerlejligheder og almene boliger.
Boligerne skal nok blive brugt
Der bliver brug for de mange studieboliger, viser Kolding Kommunes analyser.
- Cirka 60 procent af dem, der flytter til Kolding, det er singler mellem 20 og 30 år, siger by- og udviklingsdirektør i Kolding, Thomas Boe.
- Så det tyder på, at det er de unge, der kommer til byen for at studere, fortsætter han.
Singler får et sted at bo
Singler mellem 30 og 50 år er den næststørste gruppe af tilflyttere til Kolding. Og de skal være med til at skabe liv i midtbyen.
- Med 320 nye ungdomsboliger vil nogle gå mere på cafe, købe lidt mere mad og bruge byens faciliteter. Det gør forhåbentlig, at vi også får lidt mere liv uden for butikkernes åbningstider, siger Thomas Boe.
Til 1. november er de første 86 ungdomsboliger klar. De fleste er allerede lejet ud, og de sidste er væk, inden ugen er omme, vurderer by- og udviklingsdirektøren.