Sygeplejersker og andre ansatte på Sydvestjysk Sygehus og Sygehus Sønderjylland oplever trusler og chikane i hverdagen. Det har fået mange til at fjerne efternavnet fra deres navneskilte, som de bærer på kitlerne.
Én af dem er Jane Tøt, der er sygeplejerske ved den fælles akutmodtagelse på Sydvestjysk Sygehus. Når hun går på arbejde, hedder hun bare Jane.
-Ind imellem bliver vi truet. Det er ikke alle patienter, der ønsker os det lige godt. Nogle synes, vi er urimelige. Nogle tror, at de kan få noget ud af at opsøge os privat. Jeg kender faktisk nogen, hvor det er sket. I de tilfælde er det meget rart, at det ikke er nemt for dem at finde mig.
Ansatte som Jane Tøt har enten sat et klistermærke henover efternavnet eller fået lavet et nyt skilt, der blot viser fornavnet. Der skal nemlig kun et fuldt navn til, før patienterne kan finde private oplysninger om personalet på Facebook eller andre sociale medier.
-Jeg er den eneste Jane Tøt, der findes. Så hvis man søger på mit navn, er jeg nem at finde. Jeg er nem at finde adresse og telefonnummer på, og jeg er nem at finde på de sociale medier. Googler du mit navn, dukker der billeder op af mig, fortæller hun.
Af hensyn til sikkerhed
På Sydvestjysk Sygehus er det op til de forskellige afdelinger, hvorvidt personalet skal bære synligt fornavn og efternavn, mens det på Sygehus Sønderjylland drøftes, hvorvidt det skal gøres valgfrit.
Det fortæller HR-chef Thorkild Christiansen.
- Vi har medarbejdere, som har haft nogle oplevelser, hvor de har følt sig truet og har været bekymrede for, om de kunne blive opsøgt af de pågældende patienter og pårørende. Derfor har de haft et ønske om at være anonymiseret, siger han.
Selvom patienterne ikke nødvendigvis får at vide, hvad deres behandler hedder til efternavn, er det underordnet i denne sammenhæng, siger Thorkild Christiansen.
-Vi tror, det er vigtigere, at man ved, hvilken type medarbejder det er. Om det er en læge, sygeplejerske eller en sekretær, de taler med. Vi mener, der er et hensyn at tage til medarbejdernes sikkerhed og tryghed, for at de kan udføre deres hverv tilstrækkeligt, siger han.
Handler om etik
I psykiatrien i Region Syddanmark skal alle derimod gå med både for- og efternavn på navneskiltet. Andet ville være et udtryk for mistillid, siger administrerende sygehusdirektør Charlotte Josefsen fra Psykiatrisygehuset.
Hun pointerer, at det også handler om etik.
- Vi synes, der er god etik i, at vores patienter og pårørende kan se, hvilke medarbejdere de har med at gøre.
Det argument forstår John Christiansen, der er kredsformand for Dansk Sygeplejeråd i Sydjylland godt, men han mener også, etikken går den anden vej.
Patienterne skal respektere de ansatte på sygehusene og de psykiatriske afdelinger og slet ikke gøre det nødvendigt, at de ansatte vil gemme deres efternavn
- Etikken er jo også den anden vej. Hvordan skal jeg som borger etisk forholde mig til de ansatte, der udfører et professionelt stykke arbejde, når jeg ikke møder dem på arbejde?, lyder det fra John Christiansen.