Alt er ikke som det plejer ved Vadehavet, hvor tusindvis af trækfugle lige nu er på besøg.
Flere fuglearter har nemlig ændret adfærd og er begyndt at udskyde eller helt aflyse turen sydpå for at overvintre i Danmark.
Det fortæller John Frikke, der er projektkonsulent ved Nationalpark Vadehavet.
- Vi ser flere arter, der i højere og højere grad overvintrer, end de gjorde for 30 år siden, siger han.
Ved at observere fuglenes adfærd år efter år, har de blandt andet kunnet konstatere, at grågåsen bliver i området og endda overvintrer, hvis vinteren ikke er alt for streng. Det samme gælder for eksempel den store regnspove.
Ifølge John Frikke vurderer man, at temperaturændringer sandsynligvis er en faktor, der er med til at påvirke fuglenes adfærdsændring.
- Deres adfærd er dynamisk, og de opsnapper forandringer i klimaet. Det kan være baggrunden for, at blandt andet grågåsen vælger at blive, siger han.
10 til 14 millioner fugle kommer forbi Vadehavet under deres træk sydpå. Størstedelen fortsætter sydpå, inden ynglesæsonen starter til foråret.