Danske virksomheder skal blive bedre til at udnytte den buldrende økonomiske vækst syd for grænsen.
Det er meldingen fra Tine Arensbach, der er eksportkonsulent i Eksportforeningen.
- Vi skal til at handle nu. Reelt skulle vi have handlet i går. Der er også en del danske virksomheder, der handler. Men når man kigger på, hvordan Tysklands egen eksport bare buldrer afsted, så er det helt klart nu, at vi skal koble os på, siger Tine Arensbach.
Udnyt muligheden
Især de syddanske virksomheder skal lære at udnytte deres potentiale, siger Tine Arensbach.
- Det er klart, at hvis man befinder sig på nordsiden af den tyske grænse, jamen så er man jo så tæt på markedet som overhovedet muligt. Og den mulighed skal man helt klart udnytte, siger Tine Arensbach.
House of Exporters og Væksthus Syddanmark holder i dag en konference, der skal klæde virksomhederne bedre på til at komme ind på det tyske marked.
Stor uvidenhed om markedet i Tyskland
For der er stadig meget at lære for virksomhederne, siger Christiane Plischke, der er eksportkonsulent ved House og Exporters.
- Der er rigtig meget uudnyttet potentiale generelt i hele Danmark, og der er en stor uvidenhed omkring markedet i Tyskland til trods for den geografiske nærhed. Og det er klart, at der vil vi gerne hjælpe virksomhederne med at komme godt i gang, siger Christiane Plischke.
Ifølge Børsen slog eksporten til Tyskland alle rekorder i både 2013 og 2014 med 102 og 109 milliarder kroner.
Dansk-Tysk Handelskammer forventer, at den samlede danske eksport til Tyskland næste år når 120 milliarder kroner. Dermed vil 18 procent af den samlede danske eksport gå til Tyskland, som er det største og vigtigste enkeltmarked for dansk eksport.