Sjællandske virksomheder halter bagefter de øvrige danske regioner, når det handler om eksport til udlandet.
Derfor skal små og mellemstore virksomheder nu have et skub, for lige syd for grænsen ligger et stort potentielt marked.
- Virksomhederne har brug for et lille skub for at få synliggjort, at det ikke er så svært at komme i gang. På den måde skulle vi gerne skabe flere arbejdspladser og få noget mere eksport til udlandet, siger Jesper Ib Paulsen fra Business Faxe.
Erhvervsrådene i Faxe, Næstved, Stevns og Vordingborg står sammen med Væksthus Sjælland bag et nyt initiativ, hvor de inviterer virksomheder til et informationsmøde i dag, og som senere bliver til workshops og besøg i Tyskland.
Sproget er vigtigt
- Men faktisk er der virksomheder fra hele landet og Tyskland, der har tilmeldt sig, og det viser jo, hvor stort behovet er, siger Jesper Ib Paulsen.
På ExportDirect kan virksomhederne blandt andet få meget konkrete råd om, hvordan man begår sig på det tyske marked. Det kan Væksthus Sjællands konsulent i Tyskland, Robert Perz, hjælpe med.
- Hvis man ikke selv taler tilstrækkeligt tysk, så bør man alliere sig med en tysk medarbejder eller partner, og måske overveje at lave et tysk datterselskab. Det handler om at optræde så tysk som muligt, siger han.
Tyskerne har brug for tryghed
Virksomheden Termax fra Rønnede var oprindeligt en lille familiedrevet virksomhed. Men tilbage i 2000 fik virksomheden hjælp til at komme i gang med eksporten, som i dag udgør 60 procent af virksomheden.
- Min erfaring er, at tyskerne har brug for at føle sig trygge, og det gør de kun, hvis du er meget velforberedt, professionel og begår dig godt på sproget. Hvis du gør det, er kunderne til gengæld meget loyale, siger direktør i Termax Svend Peter Revsbeck.
Han er en af dem, der holder oplæg på ExportDirect, hvor omkring 50 virksomheder deltager i håb om at få hul på eksporten.