Tysklands regering afsætter 11 milliarder til Femern Bælt-projektet

Den tyske forbundsregering har vedtaget en samlet infrastrukturplan, der afsætter milliarder til Femern Bælt-projektet.

Anlægsarbejdet til Femern Bælt-forbindelsen kan sandsynligvis begynde i 2020. (Foto: © Femern A/S, Femern A/S)

Femern Bælt-forbindelsen har hidtil været et meget dansk anliggende, men nu har den tyske forbundsregering vedtaget en samlet infrastrukturplan, som også afsætter penge til den tyske udbygning af jernbanen til den kommende Femern Bælt-tunnel.

I planen er der afsat 1,5 milliarder euro - svarende til godt 11 milliarder kroner - til elektrificering og udbygning af to spor mellem Lübeck og Puttgarden.

Planen flugter nøjagtigt med det, som Tyskland har forpligtet sig til i Femern Bælt-traktaten med Danmark, som blev underskrevet i 2008.

Det er godt nyt for Danmark, mener direktør i Femern Belt Development Stig Rømer Winther.

- Det skal vi betragte som en stor fordel. Dels fordi, at tyskerne dermed sender et meget klart signal både til os her i Danmark, men også til delstaten Slesvig-Holsten om, at nu er pengene i hvert fald ikke et problem. Nu er det udelukkende et spørgsmål om at få planlægning og myndighedsprocessen til at køre, siger han.

I den tyske investeringsplan er der desuden afsat mere end to milliarder kroner til at udbygge motorvejen mellem Puttgarden og Heiligenhafen.

Flemming Meyer, der er formand for det danske mindretalsparti Sydslesvigsk Vælgerforening og medlem af lokalregeringen i Slesvig-Holsten, glæder sig over fremskridtet i Tyskland.

- For mig har det hele tiden været klart, at den forbindelse kommer, men man skal også være klar over systemet i Tyskland. Det tager længere tid end i Danmark. Så om den kommer til den tid, de har lovet os, det tør jeg tvivle på, siger han.

Femern Bælt-projektet afventer nu den tyske miljøgodkendelse, og anlægsarbejdet kan sandsynligvis først gå i gang i 2020.