Transvestitter efterlyser forståelse

Når en transvestit står offentligt frem, kan det halte med forståelsen.

Stiletter i størrelse 45. Brystproteser. Speciel foundation til at dække skægstubbe. Det er ikke noget, der altid bliver mødt med forståelse.

- Accepten i samfundet, navnlig i Danmark måske, trænger nok til et eftersyn. Lad os kaldet det dét, siger Tina Gastro, der selv er transvestit. Hun bliver bakket op af formanden for Transvestitforeningen i Danmark.

- Det er svært at forstå, og det er svært at forklare. For hvorfor er man det, kan man ikke bare lade være, fortæller Marianne Peuckert.

I Korsør ligger et frirum med højt til loftet

I Korsør ligger Salon Isabel, hvor transvestitter kan købe proteser, tøj, makeup - og ikke mindst få en makeover, hvor de kan se sig selv som kvinde med paryk, makeup og dametøj.

Netop her tilbyder indehaver Isabel Hollesen et fordomsfrit rum, hvor transvestitterne kan være sig selv.

- At kunne komme herned og få lov til at opleve dét at være kvinde uden fordomme af nogen som helst art. Tværtimod. Der er en masse varme og en masse glæde. Det er rigtig vigtigt, fortæller Tina Gastro.

Der skal rykkes ved nogle holdninger

Indehaver Isabel Hollesen håber, at hun måske kan være med til at rykke ved den manglende forståelse af transvestitter.

- Jeg håber helt klart, at vi får rykket nogle grænser herhjemme. For det er nogle meget gammeldags holdninger at have, fortæller indehaver Isabel Hollesen.

Hun har kunder fra hele landet og sågar fra Sverige, Norge, Tyskland og Spanien.