Ulven er langt fra altid den skyldige, når man finder et dræbt får eller en kalv flænset op af dyrebid.
Kun i fem ud af 35 tilfælde sidste år, hvor der var mistanke om ulvedrab, var ulven den skyldige.
Det skriver Aarhus Stiftstidende, som har fået aktindsigt i Naturstyrelsens såkaldte ulvekompensations-ordning.
Dyrene er ofte selvdøde
Vildtbiolog Steen Fjederholt fra Naturstyrelsen siger, at der ofte er tale om selvdøde dyr, som hunde eller ulve siden har ædt af.
- Der er masser af vildt derude, der bliver meget afmagrede tilsyneladende på grund af indvoldsorme. Alle de rådyr er mad for ulven, uanset om de er levende eller ådsler, siger han og slår fast, at ulven blot rydder op blandt ådslerne i naturen:
- Husdyrene er ikke ulvens primære føde - det er derimod råvildt og kronvildt og dåvildt. Husdyrene er måske en eller anden form for nødløsning.
Kun et enkelt ulvetilfælde i år
Steen Fjederholt er en af Naturstyrelsens fire ulve-eksperter i Jylland, og han har i år kun været kaldt ud til et enkelt tilfælde, hvor der var mistanke om, at en ulv havde dræbt et husdyr.
Landmænd får udbetalt kompensation for et dyr, hvis man kan fastslå, at ulven er skyld i dyrets død.