Silkeborg IF kan nu bygge et nyt fodboldstadion, efter klubben har fundet de 60 millioner, det kræver.
Og et nyt stadion er ikke kun vigtig for spillere og tilskuere, siger administrerende direktør i Silkeborg IF, Kent Madsen.
- Jeg tror vores hovedbygning vil være meget attraktiv for virksomheder fra hele landet. De kan lægge deres kurser, konferencer og andre aktiviteter i vores hus. Det er svært at skabe en økonomi i at drive fodbold, så alt skal optimeres, siger han.
Fodbold er en underskudsforretning
Og ifølge Kent Madsen er det virkeligheden for stort set alle fodboldklubber, at selve sporten er er en underskudsforretning.
- Kun nogen få kan få det til at løbe rundt på grund af deltagelse i f.eks. Champions League, men ellers er sandheden jo desværre, at dansk fodbold er en dårlig forretning.
Også sportsligt er det nye stadion vigtigt, hvis klubben skal gøre sig gældende i superligaen. I 1994 vandt Silkeborg sit eneste mesterskab, og der var der fuldt hus med 11.000 tilskuere.
Stadion skal være et brand for kommunen
Topfodbold i dag kræver bedre rammer, og Kent Madsen kalder det nye stadion et kvalitetsløft for publikum.
- Det bliver et lækkert stadion for tilskuerne, de kommer rigtig tæt på begivenhederne.
Også Silkeborg kommune giver 60 millioner kroner til det nye stadionbyggeri. Men så bliver det grønne græs, plastiksæderne og bygningerne omkring også en gevinst for byen, mener den konservative viceborgmester Frank Borch-Olsen.
- Det at have top-fodbold er godt for erhvervslivet, og så er det et godt brand for byen. Byens borgere behøver ikke køre langt for at se god fodbold. Hvis man vil leve op til at være en vækstkommune, så skal man gå den vej.
Det nye stadion får navnet Jysk Park, det skal stå klar i 2016.