Spildt arbejde - og millioner af spildte kroner.
Det er konsekvensen - nu hvor en ny Venstre-regering har nedlagt Irak-og Afghanistan-kommissionen, der ellers skulle afdække, om det VAR lovligt for Danmark at deltage i krigene i starten af 0'erne.
- Det er to og et halvt års arbejde, der ikke bliver brugt, siger kommissionsmedlem Jørgen Albæk, der er juraprofesser ved Aarhus Universitet.
- Jeg synes, det er ærgerligt, at man vælger at nedlægge kommissionen.
Stats- og udenrigsministre indkaldt som vidner
Irak- og Afghanistan-kommissionen har været udskældt og skiftede tidligere på året formand.
Men for bare en uge siden blev der sat navn og dato de foreløbig 13 vidner, der skal afhøres i sagen. Blandt dem tidligere udenrigsminister Per Stig Møller og tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen.
- Forudsætningen for, at vi har indkaldt til afhøring er selvfølgelig, at vi har været igennem en stor del af materialet og at vi på det grundlag har formuleret spørgsmål vi gerne vil have belyst.
Jørgen Albæk: Spildt arbejde
Når kommission sløjfes er to et halvt års arbejde og godt 14 millioner kroner spildt, mener Jørgen Albæk:
- Vi har lavet en masse forberedende arbejde, men der er ikke truffet nogle konklusioner ud fra det. Så på den måde kan man sige, at arbejdet er spildt.
Kommissionens medlemmer har ikke fundet anden forklaring end hvad de kan læse i det nye regeringsgrundlag.
- Man kan have alle mulige opfattelser selv - men hvad jeg måtte mene som privatperson tror jeg ikke har nogen interesse for offentlighede, siger Jørgen Albæk.