Kræft er den største dødsårsag i Danmark, men fremover kan det måske lykkes at redde flere kræftpatienter end i dag.
Nu er det nemlig blevet teknisk muligt at opdage sygdommen, længe før der bliver tale om en kræftknude.
Metoden er opfundet af molekylærbiolog og lektor Lise Lotte Hansen fra Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet.
Når hun får en blodprøve, urinprøve eller en spytklat, analyserer hun cellernes indhold og ser efter såkaldte epigenetiske forandringer i cellerne, som er de små forandringer i cellerne, de fleste kræftformer begynder med.
- Nogle gange går det galt, og så begynder der at komme ændringer i det her epigenetiske system, og det er de ændringer, der viser, om der er forstadier til kræft, forklarer Lise Lotte Hansen.
Hun siger, at hendes metode vil kunne hjælpe folk længe før, de selv ved, at de fejler noget.
- Ved lungekræft kan man for eksempel se det tre til fem år, inden canceren bryder ud. Det samme gælder blærekræft og prostatakræft.
Næste skridt er, at sundhedsvæsnet forhåbentlig vil begynde at bruge den nye metode, som Lise Lotte Hansen har opfundet.
På endnu længere sigt kan metoden måske også bruges til at opdage andre sygdomme på et meget tidligt tidspunkt.
- De her epigenetiske forandringer findes også i mange andre sygdomme som diabetes, hjertekarsygdomme, psykiatriske sygdomme, siger hun.