Flyselskaber glemmer at informere om kompensation

Forsinkede flypassagerer bliver sjældent oplyst om rettigheden for kompensation. En gymnasieklasse var ved at gå glip af 100.000 kroner.

En gymnasieklasse fra Aarhus har modtaget en erstatning på 100.000 kroner, efter at deres fly var forsinket mere end tre timer. SAS havde ikke informeret eleverne om deres rettigheder. (Foto: © Jens Conrad-Petersen)

Det kan betale sig at kende sine rettigheder i forbindelse med flyrejser.

En gymnasieklasse fra Marselisborg Gymnasium, der skulle på studietur til New York i april, har netop modtaget en erstatning på knap 100.000 kroner efter en forsinkelse på 4 timer i Kastrup Lufthavn.

- Da vi kommer til lufthavnen i Kastrup, så kan vi se på afgangstavlen, at vores fly er forsinket fire-fem timer, fortæller klasselærer Stine Nue Mikkelsen.

- Det betyder for eksempel, at elever, som har købt billetter i dyre domme til en basketballkamp, er bange for, at de ikke kan nå at se kampen, som de har glædet sig til at se, siger hun.

 

Informerer ikke om ret til kompensation

Som kompensation tilbyder SAS eleverne madkuponer, de kan bruge i lufthavnen, mens de venter, eller de kan splitte klassen op og ud på andre afgange.

Men flyselskabet gør dem ikke opmærksom på, at klassen faktisk har krav på erstatning, så længe flyet er mere end tre timer forsinket.

 

SAS: Det glippede

Det er ellers et EU-lovkrav, men det glippede altså den her gang, siger pressechef hos SAS, Trine Kromann Mikkelsen.

- Det er i hvert fald en fejl, at de ikke har fået det. Det kan sagtens skyldes, at vi ikke har fået ordentlig fat i dem, eller at deres telefonnumre ikke har ligget i bookningen, siger hun.

- Når du har en stor lufthavn med mange afgange, så kan du ikke altid have tjek på, hvor passagererne befinder sig i de tilfælde, hvor vi skal dele informationerne ud, men vi ved godt, at vi skal gøre det, siger Trine Kromann Mikkelsen.

 

Indkasserer 100.000 kroner

Heldigvis for klassen er en af eleverne opmærksomme på muligheden for kompensation, og via firmaet AirHelp får klassen søgt om erstatning. Det betyder, at klassen nu kan inkassere små 100.000 kroner som plaster på såret for forsinkelsen.

Det er under én procent af flypassagererne, som er berettiget til erstatning, som rent faktisk søger om kompensation, fortæller direktør i AirHelp, Henrik Zillmer.

- Flyselskaberne har en tendens til ikke at informere omkring det, og det er også de færreste passagerer, som gider at gøre noget ved det, siger han.

Airhelp opkræver 25 procent af kompensationen, når de behandler en sag.

Spekulerer i at undgå erstatning

Han vil ikke afvise, at nogle selskaber ligefrem spekulerer i ikke at informere passagerer om deres rettigheder.

- Man kan endda være ude for, at personalet i lufthavnen ikke selv kender reglerne, så måske skyldes det snarere manglende træning, siger Henrik Zillmer.

- Men flyselskaberne er ikke glade for det, og de gør mange ting for at undgå, at få sagerne, og vi oplever også tilfælde, hvor der bliver givet uberettiget afslag på kompensation, siger han.