Aarhusiansk værtshus er verdens største sælger af fransk urtelikør

Le Coq solgte sidste år 1900 flasker af urtelikøren Chartreuse og kan dermed kalde sig den bedst sælgende i verden.

Le Coq driver også en restaurant ved siden af baren, og næste mål bliver at få likøren inkorporeret mere i madlavningen derinde. (Foto: © Mattias Pinna)

Historien om urtelikøren Chartreuse tog sin begyndelse i et fransk kloster i Chartreusebjergene cirka i år 1600, og derfor kan det undre, at en aarhusiansk bar er det sted i verden, hvor der langes flest af de grønne skarpe over disken.

Men det er ikke desto mindre tilfældet, efter baren Le Coq i Aarhus' latinerkvarter sidste år åbnede 1900 flasker Chartreuse og slog baren Delirium Village i Bruxelles af pinden.

- Det svarer til, at en bar Lyon var det sted, hvor der blev solgt mest Arnbitter - det giver ingen mening, siger barbestyrer Mattias Pinna om Le Coqs nye titel.

Le Coqs nære forhold til Chartreuse begyndte for ti år siden, og efterfølgende er den grønne, aromatiske urtelikør blevet et varemærke for baren, der i 2015 fandt ud af, at de var verdens næstbedst sælgende.

- Da gik vi målrettet efter at blive nummer ét, fortæller Mattias Pinna.

Sammen med barens øvrige personale besøgte han i januar klosteret, hvor chartreusen har sin oprindelse for at få et endnu bedre kendskab til likøren - et kendskab de nu vil udbrede i baren:

- Den, vi sælger mest af, er en standard grøn Chartreuse - men der findes mange andre varianter, som vi gerne vil bringe mere ud, siger Mattias Pinna.