13-årig kinesisk pige får lov til at blive i Danmark for nu

Udvisningen af en 13-årig pige er sat i bero, efter familiens advokat har klaget over afgørelsen.

Yiming Liu sammen med sin mor og sin danske stedfar. (© Dr Østjylland)

Den 13-årige kinesiske pige Yiming Liu skal ikke forlade Danmark i dag, selv om hun har fået afslag på familiesammenføring.

Det bekræfter hendes advokat overfor DR.

Han sendte tirsdag en klage over afgørelsen til Udlændingenævnet, og nævnet har nu sat udvisningen af pigen i bero, mens der træffes en endelig afgørelse i sagen.

Det vækker stor glæde hos Yiming Lius danske stedfar, Kjeld Gaard-Frederiksen.

- Det er en lettelse og glæde. En dyb taknemmelighed over at retfærdigheden og den sunde fornuft alligevel sejrer i sidste ende, siger han.

- Jeg er jo sådan et retfærdigt menneske, så jeg tror på det gode, og på at retfærdigheden sejrer til sidst, men jeg begyndte at tvivle på det, fordi der har været så mange groteske sager på det sidste. Så før vi havde afgørelsen, så turde jeg ikke tro på det.

Stort fokus

Sagen om Yiming Liu har vakt opsigt siden sidste uge, hvor Udlændingestyrelsen gav pigen afslag på familiesammenføring, med begrundelse om at hun ikke har ”mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der er grundlag for en vellykket integration”.

Dermed stod hun til at skulle forlade Danmark i dag, selvom hendes kinesiske mor og danske stedfar bor i Silkeborg, hun går i dansk skole og er i gang med at lære dansk.

Udlændingenævnet skal nu tage stilling til, om Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring er korrekt eller ej. Ifølge familiens advokat, Jacob Engelbrechtsen, så er behandlingstiden i sager af denne type på op til syv måneder.

- Hvis Udlændingenævnet mener, at beslutningen er forkert, så vil de hjemvise sagen til en fornyet behandling hos styrelsen, som så derefter må træffe en ny afgørelse i sagen, forklarer han.

Tusindvis af protester

Sagen har vakt furore i Silkeborg, hvor pigen beskrives som velintegreret af både skolen og klassekammerater.

Det har også fået flere end 6.000 personer på landsplan til via internettet at skrive under på en protest mod, at 13-årige Yiming Liu udvises.

Både pigens advokat og hendes stedfar tror, at det store pres fra omverdenen har spillet ind på Udlændingenævnets afgørelse om at tage sagen op.

- Der er vist pres på, når hele Danmarks befolkning siger, at det er helt grotesk og ikke i tråd med en udlændingepolitik, som nogen vil føre. Så må politikerne for pokker lytte på dem, mener Kjeld Gaard-Frederiksen og tilføjer:

- Jeg har en dyb taknemmelighed over den støtte, vi har fået fra hele Danmark og fra medierne. Tusind tak for det.