VIDEO Daniel og faderen gravede og gravede. Pludselig kunne de se flyet ligge i et hul otte meter nede.
Det var en skoleopgave, der førte til opdagelsen af et tysk fly fra 2. Verdenskrig på en mark i den nordjyske by Birkelse.
I vragresterne ligger også rester af knogler - formentlig fra piloten.
Landmand Klaus Kristiansen fortæller til DR P4 Nordjylland, at hans farfar for mange år siden fortalte, at et tysk fly styrtede ned på en mark bag ved gården under 2. Verdenskrig.
- Da min søn, Daniel, så for nylig fik til opgave at skrive om 2. Verdenskrig, sagde jeg for sjov til ham, at han kunne gå op og prøve at finde det fly, der angiveligt var styrtet ned oppe på marken.
VIDEO Daniel og faderen vidste godt, der lå et fly i området. Første fund var små flyfragmenter.
Drog afsted med metaldetektor
Som sagt, så gjort. Far og søn drog derop med en metal-detektor. Igen for sjov, for farfaren havde også fortalt, at tyskerne efter styrtet spærrede området af og fjernede det nedstyrtede fly.
- Men det kunne jo være sjovt, om vi kunne finde nogle småting, fortæller Klaus Kristiansen.
Far og søn fandt da også nogle små vragrester og så fik de blod på tanden.
- Vi prøvede forsigtigt at grave ned med en rendegraver. Så kom der flere dele frem. Her i weekenden prøvede vi så at grave lidt længere ned og jo længere ned, vi kommer, jo flere små rester af flyet fandt vi.
Til sidst fandt fandt far og søn en næsten hel motorblok. Da de også fandt knoglerester, ændrede situationen sig.
VIDEO Det var ret vildt at finde knoglerester fra den døde tysker i flyet, fortæller Daniel.
Fandt knoglerester og kontaktede myndighederne
- Vi stopper grave-arbejdet og kontakter de myndigheder, der skal kontaktes. Derfor er politi og bomberyddere nu på stedet og vi har også fået at vide, at der kommer folk fra den tyske ambassade herop. Vi fandt nemlig dokumenter og papirer i lommen på noget tøj. Dem har vi fået besked på at fryse ned, så der ikke sker noget med dem, fortæller Klaus Kristiansen.
Det kommer meget bag på ham, at han har kunnet finde så meget, for tyskerne var jo kendt for at rydde grundigt op efter sig.
- Men heldigvis har min søn da nu fået noget at skrive om i sin opgave. I dag har han godt nok fået fri for skole, så han kan følge med i politiets og bomberyddernes arbejde. Men det er jo spændende for os alle sammen.
Fundet af flyet - et jagerfly af typen Messerschmidt Bf 109 - blev gjort på en fuldstændig plan græsmark med græssende køer.
- Vi har revet på den i 20-30 år og ikke vidst, at den gemte på en hemmelighed, fortæller Klaus Kristiansen.